|
Udvikling af interkulturel kompetence
“Verden ændrer sig på grund af den migration, der finder sted. Der er ingen af vores børn, der kommer til at vokse op i den samme verden, som vi selv er vokset op i. Derfor må det være målet at udvikle en interkulturel kompetence. Det skal ikke ske, fordi vi føler, at det er synd for immigranterne dét er et klassespørgsmål, som politikerne må tage sig af. Ud fra et kulturelt synspunkt er det en styrke at være interkulturel. En person med et flerkulturelt syn er bedre klædt på til at tackle den verden, som vi lever i i dag.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
Positiv ændring af folks liv
“Kunst kan være med til at gøre folk stærke. Det kan ændre folks liv positivt, når de involverer sig i kunstaktiviteter, som de selv har ejerskab til og får dem til at føle sig som en del af noget større ligesom det er med til at bygge et stærkt lokalsamfund op, der kan engagere folk i større sociale dagsordener.”
Ken Bartlett, kunstnerisk leder af Foundation for Community Dance i England.
Ens erfaringsverden bliver udfordret
“Der er mange, der ikke er glade for at sige, at vi har et multikulturelt samfund, men med vores minifestival Multicool ville vi vise, at det er cool at være “multi”. Vi vil gerne opelske og fejre det kulturelle dobbeltblik, som de mennesker har, der lever i to kulturer på samme tid. Der opstår interessante ting, når man udveksler erfaringsverdener i det daglige liv. Man bliver opmærksom på de ting, som man tager for givet, men som ikke nødvendigvis er givet for andre. Derfor er det vigtigt at give plads til historier, der bygger på sådanne erfaringer.”
Solveig Thorborg, Salaam DK
Forståelse for folks forskelligheder
“Det er vigtigt, at vi skaber en interkulturel dialog. Vi har brug for større forståelse for de forskellige mennesker, som vi møder til daglig eller sjældent møder. Når vi engagerer os i kulturelle initiativer, har vi en arena, hvor folk kan dele deres erfaringer og inspirere hinanden til at finde nye kunstformer. Det er vigtigt, fordi det er kunsten, der kan vise vejen frem ved at prøve noget nyt. Det er kunsten, der stiller de spørgsmål, der gør at vi kommer videre. Vi skal støtte og værdsætte forskelle mellem individer, kulturelle identiteter, æstetikker, årsager til at lave kunst, metoder og pædagogikker, publikum, nye kunstneriske udtryk og de sammenhænge, hvor kunsten finder sted og giver mening.”
Ken Bartlett, kunstnerisk leder af Foundation for Community Dance i England.
Immigranter skal hjælpe os til at redefinere os selv
“Da Mahatma Gandi kom til England for at forhandle med Churchill, var der en journalist, der spurgte ham, hvad han synes om den vestlige civilisation.
‘Det ville være en rigtig god idé,’ svarede han.
Det er sådan, jeg også føler det. Det billede, vi har af os selv i Vesten, er ikke helt fair. Vi skal ikke være så sikre på skønheden af vores civilisation. Vi har også skabt mange dårlige ting, som for eksempel holocaust og atombomben. Vesten vil ikke blive ved med at være verdens centrum. Der er mange millioner mennesker uden for den vestlige verden, der ikke er glade for, hvad vi har gjort ved verden. Derfor må vi vesterlændinge tage os sammen. Vi må redefinere os selv. Men hvem skal hjælpe os med det? De mest kvalificerede er de personer, der er kommet til os fra andre lande og kulturer hvis vi ellers vil lukke dem ind i vores cirkel. Det er vores bedste mulighed at bruge de mennesker, der er kommet til os fra lande uden for Vesten. Det er nogle af de mest talentfulde mennesker, der har haft ressourcer til at komme herop. De skal være vores facilitatorer til resten af verden.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
|