|
Magthavernes ansvar: Forandringerne skal komme nedefra, men støttes oppefra
“De institutioner, der bærer kulturen, er ikke dem der ændrer den, men de skal bære den ændring, der sker. Forandringerne skal starte fra mindre initiativer eller organisationer. Det kan være nogle få mennesker, der går sammen om et projekt, overbeviser flere om deres idé, søger penge til projektet og hvis de så får den økonomiske støtte, begynder det at gro. Intercult er et eksempel på, hvordan tre arbejdsløse mennesker startede et projekt, der nu er blevet stort og pengestærkt. Det kræver dog, at regeringerne er villige til at støtte nye initiativer i stedet for at fylde hullet i kassen hos de gamle. Magthaverne skal have mod til at sige, at der for eksempel ikke er brug for en opera på den nuværende størrelse i dag. Hvert år skal der plantes nye blomster, fordi der også er blomster, der dør. I dag bruges størstedelen af kulturpengene på den konventionelle kunst. Kun de sidste 15 procent bliver delt på nytænkende og anderledes projekter. På den måde pumper man en masse penge ind i noget, som allerede er dødt.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
“Interkulturalisme skal komme fra neden som et krav fra minoritetskunstnerne, men der skal også svares på deres krav. Det skal ske fra både nationale og regionale kulturinstitutioner, producere og lokalsamfund. Det er også vigtigt, at folk er proaktive, så regeringen for eksempel sætter penge af til det. Der skal penge til.”
Ken Bartlett, kunstnerisk leder af Foundation for Community Dance i England.
Kulturhusenes ansvar: Lav et program, der afspejler befolkningen
“Kulturhusene skal huske, at de ikke kun er betalt for at betjene en lille del af den hvide befolkning, men alle. Derfor må institutionerne ud at se, hvem der bor i byen og anerkende at de har et ansvar for at lave et program, der afspejler befolkningen. I Birmingham har symfoniorkestret for eksempel formået at tiltrække både unge og gamle med forskellige kulturelle baggrunde, fordi deres program er alsidigt og desuden skrevet på flere ikke-europæiske sprog. I balletten er der derimod kun midaldrende hvide mennesker.
Midlands Art Centre i Birmingham har også arbejdet hårdt for at tiltrække den befolkning med sydasiatisk baggrund, som bor i nærområdet. De har for eksempel brugt parken omkring til at lave en stor festival for sydasiatisk mad. Det er en god idé at tage emner op, som vi alle sammen gør, men på forskellige måder – for eksempel det at lave mad. Det kunne også være, hvordan vi danser forskelligt.”
Ken Bartlett, kunstnerisk leder af Foundation for Community Dance i England.
“Koncerthuset i Stockholm er et godt eksempel på et sted, hvor musik, der ikke er svensk eller vestligt er blevet en del af tilbudet til publikum. Det er ikke et eksotisk indslag, men en fast del af programmet. Der har været pres på fra forskellige interkulturelle organisationer, men det kræver også, at der er nogle gode ledere, der er modige nok til at lade sig presse.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
Kunstnernes ansvar: Kom ned fra piedestalen og ud i verden
“Alle skal handle for at skabe en interkulturel kulturscene, men kunstnere har den vigtige rolle at lede vejen. Vi må gøre op med forestillingen om, at kunstnere er specielle mennesker, der sidder på en piedestal velsignet af Gud og bestemmer, hvad der er vigtigt. Vi har udviklet en elite af kunstnere, der er afskåret fra samfundet. De skal mindes om, at de også er mødre, fædre, sønner eller døtre. Kunsten skal igen være en del af samfundet i stedet for at blive afsondret i specielle institutioner. Der er stadig kunstnere, der ikke forstår, hvorfor de skal uddannes. De tænker, at deres kunst ikke har noget med samfundet at gøre. For mig at se, er det et spørgsmål om værdier. Hvis ikke vi tror på, at alle kulturer har noget at byde på kunstnerisk og, at alle potentielt kan være kunstnere, så kommer vi ikke langt.
Vi må åbne op for nye mennesker og nye måder at gøre tingene på og lege med det. Vi må undersøge, hvem der har en stemme, og hvordan vi kan få den stemme til at vokse. For mig er det ikke nok, at vi bare giver dem plads. Vi skal ud og tale med folk og engagere dem direkte, så der opstår et ægte samspil mellem de forskellige samfund. Det kan for eksempel være at tage ud og tale med de unge om, hvad de vil lave og, hvordan de vil repræsentere dem selv på den offentlige arena. ”
Ken Bartlett, kunstnerisk leder af Foundation for Community Dance i England.
Vi skal lukke de fremmede ind i cirklen
Interkultur er ikke det samme som multikultur, hvor det handler om at lade folk fra forskellige kulturer stå ved siden af hinanden i tolerance og lade hinanden være i fred. Det er ikke godt nok. Det er heller ikke verdenskultur forstået som McDonalds og internationale fodboldstævner. Interkultur er dynamisk og inkluderende. En senegaleser fortalte mig, at i hans landsby foregik kulturlivet ved, at folk på skift trådte ind i en cirkel og optrådte for de andre. I en sådan cirkel kan alle fortælle deres historie. Da vi i Vesten indførte teatret blev cirklen delt op i optrædende og publikum. Det repræsenterer den forkerte drejning, som demokratiet har taget. Oprindeligt var teatret et sted, hvor man mødtes. Vi skal genskabe cirklen, mødes og inkludere folk i vores arbejde og liv. Spørgsmålet er, om vi er parate til at ændre os selv i mødet med andre? Vi tror så meget på vores egne kulturelle fortræffeligheder, at vi kun byder andre velkommen, så længe de vil være og opfører sig som os. Det gør det svært at acceptere andre perspektiver. Jeg mener ikke, at vi skal acceptere umenneskelige perspektiver som undertrykkelse af kvinder og børn, men vi skal være åbne for andre stemmer, lyde, smage og rytmer i musikken. Vi skal genskabe cirklen og invitere folk med andre traditioner ind i rummet sammen med os og give dem de ressourcer, der skal til for at udfolde deres kunst. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det. Jeg er en typisk hvid mand i middelklassen. Det er en lille gruppe mennesker som mig, der har magten. Derfor må det være min opgave at rykke over til de andre for at lukke dem ind i vores kreds og give dem plads. I starten vil der måske være tavshed. Så vil der være råben, men så vil der også komme noget godt ud af det.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
Kunstuddannelsernes ansvar: Kunstnerne skal have viden om samfundet
“Det er typisk for kunstuddannelserne, at de ikke inkluderer andre kunsttyper og måder at gøre tingene på end deres egne. Det skal de gøre. Kunst skal ikke være en separat sektor. I uddannelserne skal folk også lære at forstå samfundet. De skal for eksempel kende til sundhedssystemet, så de her kan finde gode historier at fortælle folk med deres kunst.”
Chris Torch, leder af Intercult i Stockholm og med-initiativtager til ’The Rainbow Paper‘.
|
| Forside
| Vision
| Værdigrundlag
| Formål
| Strategi
| Konkrete mål
| Historik
| Organisation
| Inspiration
| Citater
| Seminarer
| Kontakt |
