 |
|
|
Resumé fra Workshop 2
Workshopleder: Ellen Nyman
Deltagere: primært statslige, kommunale og selvejende kulturinstitutioner
Referent: Niels Righolt
PRÆSENTATION, REPRÆSENTATION
OG STATUS I FORHOLD TIL NORMEN
Om medarbejderstrategier og public service/kunstner strategier
|
Workshoppen indledtes med et oplæg og et indspark fra Ellen Nyman, som tog afsæt i UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, hvor interkulturalitet defineres som “det forhold, at der findes og foregår et ligeværdigt samspil mellem forskellige kulturer, og at der er mulighed for at skabe fælles kulturelle udtryk gennem dialog og gensidig respekt.”
Ellen Nyman løftede tre faktorer eller keywords frem, som workshoppens deltagere blev bedt om at forholde sig til: præsentation, repræsentation og status i forhold til normen.
Ellen Nyman indledte med at beskrive den aktuelle status i Danmark, hvor kulturel mangfoldighed oftest tager sit kunstneriske udtryk i form af særlige arrangementer med et specifikt tema. Et mønster, som ofte ses inden for blandt andet filmfestivaler, tidsskrifter, forestillinger, udstillinger, med flere. I venten på at blive omfattet af de store aktører, har folk ofte skabt sit eget. Det har medført et mønster, hvor mindre arrangementer og projekter kører ved siden af eller parallelt med de store. I sig selv helt ok, mener Nyman, da det fremmer mangfoldigheden i udbuddet og dermed skaber mulighed for fordybelse for de, som ønsker det. Men problemerne opstår, når det er dét billede, som hele tiden dominerer. Det giver tilskueren, anmelderen og offentligheden det indtryk, at kulturel mangfoldighed er et marginalt anliggende, som lever sit eget liv adskilt fra eller parallelt med nor¬men og den herskende mainstream. Spørgsmålet er derfor, hvad denne marginalisering gør ved projektets status, for stedet, for selve ar¬rangementet og ikke mindst for kunstneren og for begrebet mangfoldighed.
Ellen Nyman løftede et par eksempler frem fra andre dele af den offentlige sfære i Danmark. Inden for medieområdet taler man eksempelvis om problematikken ved negativ repræsentation af synlige minoriteter. Det vil sige, at når en avis bringer en historie om indvandrere og kriminalitet, så er der intet forkert i det, men når samtlige medier gør det – og vedbliver at gøre det, så tegnes der et mediebillede af en broget gruppe mennesker, som stigmatiserer dem. Det billede er der ingen, som tager ansvar for. Man har ofte forsøgt at modvirke og kompensere den megen negative omtale gennem et tydeligere fokus på positive historier, men resultatet bliver det samme. Der er stadig tale om et fokus på minoriteterne som værende minoriteter adskilt fra normen og flertallet.
Ellen Nyman betonede, at vejen frem kan være at blind-caste medarbejdere og historier, samt at arbejde målrettet for at skabe strukturelle forandringer. Man kan lade en pakistansk famile udtale sig om det seneste stormvejr, eller lade en kurdiskfødt klimaforsker udtale sig om den seneste udvikling, ansætte endnu flere nyhedsoplæsere med forskelle baggrunde og identiteter. Der er et voksende behov for at skabe det, Nyman beskriver som ‘usynlige forandringer’ – det vil sige strukturelle forandringer. Kort sagt handler det om at give status eller gengive status til de projekter, mennesker, historier, med mere, som er i spil, uanset hvem der står bag dem. Det kan være svært for såvel projekter som kunstnerne selv at navigere mellem norm og marginalisering, synlighed og usynlighed, tema og kunstnerisk kvalitet.
Ellen Nyman afsluttede sit indlæg med at betone, at tiden er inde for mangfoldigheden at åbne op for det mangfoldige. Der er forskel på at have en hjemmeside på dansk og have en på dansk, engelsk, arabisk og urdu. Men der sker for alvor nogle reelle forskydninger, når man har et websted, som kan tilpasses for svagtseende og skifte sprog og ændre teksten til ‘nem at forstå’: så er man ved at forstå, hvad mangfoldighed er for noget.
Nyman gav eksemplet, at når en spastisk lammet kvinde, som stillede op til folketingsvalget, får taletid i Deadline på DR2, så vælger hun at forsvare Ungdomshuset og Christiania. Aldrig tidligere har Deadline oplevet en så¬dan respons og modtaget så mange positive tilkendegivelser. Pressekvinden, der stod bag den kampagne, er sort... Der sker uendelig meget mere, når man skaber en egentlig inklusion i mangfoldigheden.
Deltagerne fik efterfølgende fire spørgsmål, som de skulle reflektere over og svare på i forhold til de tre indledende keywords (præsentation, repræ¬sentation og status i forhold til normen) og Ellen Nymans refleksioner. I det følgende er de forskellige arbejdsgruppers svar og tanker samlet un¬der de fire spørgsmål, samt en lille opsummering af forskellige diskussio¬ner:
1. Kan man præsentere kulturel mangfoldighed uden dermed samtidig at cementere opfattelsen af det mangfoldige som noget, der er adskilt fra normen? Hvis ja; hvordan?
• Åbenhed og ved at involvere forskellige udtryk og baggrunde i de kunstneriske projekter, uden at fokusere på etnicitet, religion, etc.
• Vi skal tale mere sammen
• Udfordringen er, at åbne (for) publikumsgrupperne
• Brugerindflydelse (kunstnere uanset køn, etnicitet, seksuel læg¬ning, tro, etc.)
• Ja, men det går altid galt, når kunsten bruges som social løftestang
2. Hvad kunne være vores strategier for repræsentation af mangfoldighed i forhold til at skabe kunstnerisk anerkendelse og ligeværd?
• Der skal være mange forskellige strategier
• Arbejde med kunst og kultur for alle mennesker
• Give mere magt og økonomi til de institutioner, der arbejder med eller henvender sig til forskellige kulturelle baggrunde
• Vigtigt at fastholde fokus på kunsten og kunstnerisk kvalitet og ikke forlade sig på publikum i alle beslutninger
• En nuanceret kvalitetsdebat vil kunne hjælpe, om den kan kaste lys over, hvad kunstnerisk kvalitet består i
• Flere konkrete projekter med lokal forankring
• Policies lokalt og regionalt – og gerne nationalt
• Vil vi have flere aktive udøvende, behøver de hjælp. Konsulenter som hjælper med at finde støttemuligheder og skrive ansøgninger kan være en meget konkret handling for at få folk i gang.
• Paint the future på institutionerne og hos beslutningstagerne. Vær modige! Skab en positiv attitude og kultur i forhold til forandringer
• Skab flere platforme og/eller rammer for mangfoldigheden
3. Inklusion af begrebet mangfoldighed. Kan det bruges som en strategi? Hvad er jeres erfaringer med det?
• Der er behov for en accept af begrebet mangfoldighed, indtil det mangfoldige bliver normen
• Tilstedeværelse i det ‘levede liv’
4. Hvilke konkrete research- og formidlingsopgaver er det vigtigst, at Center for Kunst & Interkultur løfter i 2009?
• CKI bør hjælpe med at præsentere blandt andet journalister for hvad der er normen og hvad der rummes i det mangfoldige
• CKI bør være en kommunikationsplatform med en effektiv og net¬værksformidlende hjemmeside
• CKI bør måske være den institution, som giver bud på, hvordan man sikrer præsentation, repræsentation og kulturelt ligeværd
Diskuterede emner og ideer:
• Kan man lave en multikulturel Højskole? A la idrætshøjskolen
• Det kongelige Bibliotek kunne måske videreudvikle den internationale forfatterscene, hvor internationale forfattere går i dialog med danske forfattere, noget der allerede lokker et stort publikum. Eller eventuelt flere arrangementer i stil med ‘København som friby’, hvor eksilforfattere læser op.
• For stort fokus på mål – eksempelvis publikum – og ingen større forståelse for rejsen dertil, det vil sige processen præger debatten
• Det vil kræve et langt sej træk, at gøre kulturlivet mangfoldigt, men det er tid til at gøre det nu
• Kan institutionerne lave nogle dogmeregler for hvem, der kan modtage støtte?
• Kan man opstille regler for kunstnerisk kvalitet i forhold til eventuelle dogmeregler?
• Husk at det sociale imperativ har en tendens til at tilsidesætte det kunstneriske.
|
 |
 |
|
