 |
|
|
Resumé fra Workshop 3
Workshopleder: Manu Sareen
Deltagere: primært uafhængige kulturproducenter og kulturarbejdere
Referent: Ivan Rod
FALDGRUBER, HINDRINGER OG MULIGHEDER
FOR EN REEL INKLUSION
Om publikums-strategier, ‘Kultur for alle’ og om ‘next practice’
|
Workshoppen indledtes med et kort oplæg af Manu Sareen. Han genfortalte kort sin egen historie, herunder historien om sit møde med Danmark. En historie om personlige erfaringer og især en historie om en personlig beslutning om at ville integreres.
Manu Sareen fortalte om en grundlæggende holdning, han igennem mange år havde haft: At kunst alene skulle støttes og promoveres på grund af dens kvalitet. Om den dertil hørende modstand mod støtte til kunst- og kulturprojekter alene på grundlag af deltagernes etniske tilhørsforhold.
Herefter fortalte han om nogle personlige erfaringer fra de seneste år – erfaringer, som havde fået ham til at skifte holdning til spørgsmålet om positiv særbehandling af kunst- og kulturprojekter funderet i grupperinger med indvandrerbaggrund.
Han fortalte om et børnebogsprojekt, som han selv havde initieret, da han havde indset, hvor dårligt børn af indvandrerforældre stod – både hvad angik læsning og tilegnelse af litteratur, og hvad angik skrivning og tilegnelse af en egen skrivekultur.
Manu Sareen agiterede for en positiv særbehandling. Sagde, at han mente, at positiv særbehandling ville være en forudsætning for at opnå reel inklusion.
Med dét synspunkt ventileret afsluttede han sit introducerende indlæg, og herefter fik workshopdeltagerne tre spørgsmål, som de skulle diskutere og om muligt konkludere på baggrund af. I det følgende er de forskellige arbejdsgruppers diskussioner og konklusioner samlet og præsenteret gruppevis.
De tre spørgsmål, som grupperne blev bedt om at drøfte og konkludere på baggrund af var:
1) Hvad Center for Kunst & Interkultur fremover helt konkret ville kunne bidrage med, som kunne være til glæde for aktører i det danske kulturliv. Om det kunne være opbygning af netværk af kunstnere og producenter, løbende formidling om tiltag og erfaringer fra kunst- og kulturprojekter (herunder formidling af best practices), afholdelse af kompetenceudviklende seminarer og konferencer – eller noget helt fjerde eller femte?
2) Hvilke hindringer workshopdeltagerne selv havde mødt med hensyn til tilknytning af medarbejdere med anden eller blandet kulturel baggrund og især med hensyn til tiltrækning af et publikum med forskellig kulturel baggrund.
Kunne der være fælles erfaringer eller en opnået indsigt, som det kunne være gavnligt for andre at kende?
Hvordan kan en god udviklingsstrategi for inddragelse af nye kunstner- og publikumsgrupper med anden kulturel baggrund i det hele taget se ud?
3) Hvilke erfaringer med ømme punkter og faldgruber – for så vidt angik det flerkulturelle - de enkelte havde, som kunne være af interesse i en mere generel drøftelse af strategi.
Her følger gruppernes besvarelser:
|
Gruppe A
“Center for Kunst & Interkultur skal stå for opretning af en vidensbank og for formidling af nyt om de mange interkulturelle projekter, der findes, således at man via CKI kan orientere sig i, hvilke projekter der eksisterer og på hvilke niveauer. CKI må lanceres og profileres som en sådan arbejdsom, netværksbaseret og formidlende vidensbank.”
“Problemet for langt de fleste interkulturelle projekter er, at de nok får tildelt støtte, men ikke får formidlet deres projekter godt nok. Dér kan CKI måske hjælpe med netværket, med en løbende opsamling af erfaringer og med kompetenceudviklende kurser og lignende. Eventuelt som direkte formidler i projekterne.”
Vedrørende inddragelse: “Det er vigtigt at arbejde for udvikling af en strategi for integration: Audience development (som for eksempel på Betty Nansen Teatret er et godt eksempel herpå). Det er samtidig vigtigt at se på, at den sproglige mangfoldighed i formidlingen kan være det, der skal til for at tiltrække et publikum af blandet kulturel baggrund.”
Gruppe B
“CKI kunne stå som et centralt placeret center, der kunne kortlægge kulturansattes baggrund. Hvad man nemlig synes at glemme er, at det er centralt at få fokus på, at også kultur, klasse og køn betyder noget for udvikling og afvikling af de interkulturelle projekter. CKI kunne indsamle eksempler på best practices.”
Vedrørende inddragelse: “CKI kunne arbejde med udvikling af mentormodeller,
praktikmodeller, etablering af kvoter.”
Gruppe C
Vedrørende inddragelse: “Det handler om at møde folk, hvor de er. Om et forbedret og mere bevidst brug af det byrum, de benytter sig af. Herunder brug af ny kommunikationsformer og anvendelse af andre former for teknologi.”
“Vejen til integration af dem, man gerne vil have med i det interkulturelle, går gennem en involvering af dem i udviklingen og afviklingen. Problemet er, at det ofte er ældre, konventionelt tænkende mennesker, der administrerer kulturprojekterne, og som ikke nødvendigvis er i kontakt med de nye kommunikations- og udtryksformer. Kunsten skal ud og afspejle den hverdag, de lever i – dem vi vil have med. Derfor skal vi ud og arbejde i boligområder. Ud i områder, hvor man arbejder med for eksempel kvarterløft. De kan oplagt bibringes kulturelle dimensioner, ligesom kunsten oplagt kan skabe kulturel dialog.”
“Problemet er, at enkeltstående projekter kan blive for isolerede og kan opleves som momentane månelandinger, der ikke skaber vedvarende forandringer. Det er for at undgå, det momentane, at kunsten skal med ind i folks hverdag. For derigennem kan den dialogen og kulturmødet forankres og skabe vedvarende forandringer.”
Gruppe D
“CKI skal skabe en form for videnscenter, som kan danne baggrund for vidensdeling og etablering af et informationsflow mellem institution. CKI skal med andre ord vide, hvad der rør sig af projekter. Og være et knudepunkt for info om kunst og interkultur. Endelig skal CKI inspirere til arrangementer.”
“Problemerne i mange kulturprojekter er, at de nok har en helt fin, overordnet ambition, men ofte risikerer at stivne i en institutionalisering. Initiativer skal understøttes og til stadighed udvikles. Man skal sætte gang i ting, der hvor folk er. Og dét er ikke nødvendigvis i institutionerne eller foreningerne.”
Gruppe E
“Opgaven kan blive meget, meget stor. Men hvad er opgaven egentlig? At sikre, at kulturen skaber dialog? Kan kulturen overhovedet skabe sammenhæng i det flerkulturelle? Måske. Men faldgruben, at man overser reelle forskelle – for eksempel generationsforskelle, som også er en del af problemstillingen.”
“Det er godt at inddrage dem, der bor dér, hvor projektet skal ud. Men man skal også indad! Hvad er det, institutionerne selv kan og ikke kan? Inddrag dem, det handler om i udviklingen af projekterne.”
Gruppe F
“Hvordan formidler man sprogligt? Det vil være en god opgave for CKI at sammenfatte erfaringer omkring formidling: Hvordan når vi ud, der hvor vi vil ud?”
Omkring økonomi: “Det vil være interessant, om CKI kan finde ud af i hvilket omfang økonomi kan spille en rolle i deltagelse eller publikumsadfærd. Eller viden af praktisk karakter. Mange af de familier, vi taler om, har ingen viden om, hvad der skal til for at få del i kulturtilbuddene. CKI kunne lave en undersøgelse af økonomien og de pågældende familiers forudsætninger for at tage del i kulturlivet.”
“Det er rigtig nok vigtigt med kulturelle tiltag, hvor folk er. Men det er også vigtigt at man sikrer sig, at kulturelle institutioner i hele landet er med til at løfte opgaven: At løfte og styrke den kulturelle mangfoldighed og skærpe den politiske bevidsthed, der hører med. For så ændrer der sig noget i bevidstheden – også hos beslutningstagerne, der bevilger penge.”
“Institutioner skal skabe rum, ikke projekter. Giv institutionernes rum til kunstnerne, også kunstnere af anden etnicitet.”
|
|
Manu Sareen
|
“Der er i Danmark opstået en racial profile og en cultural profile. Men det er vigtigt at bemærke, at kulturen er kongevejen til at bryde racemæssigt adskillende mønstre.”
Unavngiven workshop-deltager
|
 |
|
