Ali Sufi







SEMINARRAPPORT
INDHOLD

Forside
Resumé af seminardagen
Konklusion
Hvorfor er det vigtigt?
Hvem har ansvaret?
Hvordan kan det gøres?
Workshop 1
Workshop 2
Workshop 3

Ken Bartlett video og audio
Chris Torch video og audio
Ali Sufi video interview
Deltagernes evaluering

Samlet PDF til print






















Konklusion

Der går en rød tråd fra dette seminar og tilbage til konferencen ‘1+1=3’ i oktober 2000 og seminaret ‘Norden i en hybrid verden’ i marts 2008. Begge konferencer blev holdt på Nationalmuseet – og begge pegede på, at kultursektoren i Danmark er sakket langt bagud i forhold til andre sektorer, når det drejer sig om at forholde sig til begreber som kulturel mangfoldighed og inklusion af borgere med en interkulturel baggrund.

Behovet for at komme videre og rent faktisk gøre noget konkret på feltet er ikke blevet mindre med tiden.

På seminaret den 19. januar var de to hovedtaleres indlæg og diskussionerne på workshopsene med til at belyse, hvor vigtigt det er, at vi politisk, institutionelt, metodisk og kunstnerisk for alvor begynder at prioritere interkulturelle muligheder og ideer i vores arbejde.

Der er rigeligt at tage fat på. Behovet for en tidssvarende organisering af kultursektoren og de tilhørende systemer bliver stadigt større. Der er behov for en prioritering af området, som sætter gang i både strukturelle forandringer og nye forløb. Og der er behov for viden og klarhed i formidlingen, sådan at også de politiske beslutningstagere kan inddrages – og der kan skabes grundlag for en bevidst stillingtagen til, hvorfor koblingen mellem kunst og det interkulturelle er vigtig.
 
På det politiske og forvaltningsmæssige niveau viste seminaret, at man kun få steder i landet er i gang med strukturelle overvejelser eller konkrete strategiske tiltag omkring det interkulturelle felt. Men kulturinstitutionerne, kulturforvaltningerne og de kulturelle interesseorganisationer er så småt begyndt at stille spørgsmåltegn ved såvel kulturens måde at organisere sig på som til institutionernes repertoire, publikumsgrupperinger, og så videre. Der er nye åbninger at spore – såvel økonomisk som i forhold til den demokratiske udfordring, det er at afspejle befolkningens mangfoldige kulturelle identiteter.

I lighed med tidligere konferencer satte også dette seminar en tyk streg under behovet for at få kortlagt og evalueret projekter, erfaringer og metoder, hvilket helt naturligt bør – og vil – være en del af Center for Kunst & Interkulturs arbejde omkring research og formidling på området – med fokus på de skæringspunkter, hvor kunst og interkultur mødes.
 
Niels Righolt
17. februar 2009