Sted: Global, København
Dato: 24. september 2010 kl 20
Pris: 50 kroner

Første event i en koncertrække med musikere, der alle bor i Danmark, men har rødder vidt forskellige steder i verden: Lokal musik med globale rødder.
‘Alverdens Musik i Danmark’ sætter fokus på mennesker, musik og multikultur. Alle steder i verden bliver livet akkompagneret af musik; både til fest og til hverdag. Gennem en række koncertaftener fejres både forskellighed og lighed i musik fra hele verden - og ikke mindst den fælles glæde ved musik.

Den første koncertaften er den 24. september på spillestedet Global i København. Der er lagt i kakkelovnen til en fantastisk koncertaften, når tre lokale bands går på scenen og viser - og genfortolker - hvordan folkemusik fra deres kulturelle baggrund lyder.
• Yüksel Isik (sang/saz) og hans søn Savas (sang/guitar) åbner aftenen med smukke stemningsfulde sange fra Tyrkiet. Yüksel mestrer saz'en - en tyrkisk tre-strenget lut - på fornemste vis og bliver betegnet som noget af det ypperste, man kan opleve inden for tyrkisk musik i Danmark.
Med deres stemmer, saz'ens specielle klang og guitarens bløde klange fremmaner de en helt unik og fortryllende atmosfære.
• Afghan Band består af Abdulrab Qasimi (rubab), hans to sønner Edris og Belal (tabla) og Mirwais Fedai (tabla og harmonium). Abdulrab er uddannet som professionel klassisk musiker i Afghanistan og er i dag leder af en tabla-skole i Solrød Strand. Han spiller en række instrumenter, blandt andet rubab, en smuk pæreformet lut med en fantastisk klang. Desuden er han og resten af bandet medstiftere- og medlemmer af foreningen Musik uden grænser (www.musiqi.dk), der søger at udforske og skabe nye former for musik.
Bandet tager udgangspunkt i traditionelle melodier og instrumenter fra Afghanistan, hvor både melodier og instrumenter i høj grad er inspireret af indisk klassisk musik. Smukke skalaer, også kaldet ragaer, væves på magisk vis sammen med virtuost tabla-spil når bandet går på scenen.
Den tredje gruppe er den unge duo Rannok, der med swingende polkaer og varmhjertede valse fyrer op for dansk traditionel musik. Violinisten Michael Graubæk er uddannet folkemusiker, mens duoens anden halvdel, Theis Langlands, er uddannet rytmisk pianist. Sammen skaber de en enestående og meget fængende fortolkning af dansk traditionel musik godt spædet op med jazz, og tilsat egne kompositioner.
Få en forsmag på www.myspace.com/rannokmusic
Aftenens finale er en overraskelse - en overraskelse, der skabes af de tre forskellige grupper, når de med deres forskellige traditioner spiller sig ind på hinanden og skaber ny musik.
En fejring af at der findes så meget fantastisk og forskellig musik i Danmark.
Tag gerne din nabo med!
Entré: 50 kroner
Dog kun 30 kroner for studerende med gyldigt studiekort, medlemmer af ROD (www.rodfolk.dk), FMS (www.fms-net.dk), Musik Uden Grænser (www.musiqi.dk) samt Folkets Hus (www.spillefolk.dk).
Dørene åbner kl. 20.00
Musikken starter kl. 21.00
Du kan opleve Alverdens Musik i Danmark i:
København: 24. september på Global - Nørre Allé 7, 2200 Kbh N - www.globalcph.dk
Århus: 22. oktober på Atlas - Vester Allé 15, 8000 Århus C - www.atlasaarhus.dk
Odense: 26. november på KulturMaskinen - Farvergården 7, 5000 Odense C - www.kulturmaskinen.dk

'Alverdens Musik i Danmark' er arrangeret af Folkemusiksammenslutningen (www.fms-net.dk) i samarbejde med spillestederne Global, Atlas og Internationalt Hus.
Projektet er støttet af Statens Kunstråd, Nørrebro Lokaludvalg, Odense Kommune samt Århus Kommune.
For mere info: se www.fms-net.dk og facebookgruppen "Alverdens Musik i Danmark".

Tilkendegiv på Facebook at du kommer