Skive: Cubansk-dansk kunstudstilling
Som cubansk kunstner, der bor og arbejder i Danmark, står Odey Curbelo ude og kikker ind. Nu kan du opleve hans kunstværker på Odey Curbelo første kunstmuseumsudstilling i Danmark: 'Deep Field', der vises på Skive Kunstmuseum
I ‘Deep Field’ inviterer Odey Curbelo beskueren ind i et kontemplativt rum af mentale landskaber realiseret i det klassiske malerisk formsprog. Landskabsmaleriet som tradition, med alle de referencer og konnotationer det umiddelbart vækker i os, ligger som et bagtæppe, Curbelo maler på.
Ved første øjekast virker malerierne velkendte; vi har set dem før, de repræsenterer steder, der optræder i vores kollektive bevidsthed fæstet til lærredet af en lang række danske malere. Men hvad er det præcis, der er på spil i disse malerier? Går man dybere ind i billederne, synes de at ophæve deres egen konkretisering af landskabet; på kanten mellem det genkendelige og uvirkelige virker de pludselig fremmede, uncanny. Malerierne synes at kræve beskuerens eget svar på spørgsmål, der kun kan gives, efter længere tids fordybelse. Det er denne udfordring til beskueren, med efterfølgende belønning, udstillingens titel ‘Deep Field’ refererer til.
Den fremmede
Kunstnerens egen position er central i denne fremmedgørelse af det kendte. Som cubansk kunstner, der bor og arbejder i Danmark, står Curbelo ude og kikker ind. Hans landskaber er ikke, som guldaldermalernes, en undersøgelse og dyrkelse af det hjemlige, men en appropriation af det ukendte. Gennem sine landskabsmalerier maler Curbelo sig ind i det danske. Således stiller billederne spørgsmålet om det nationale igen – hvem er det, der ejer “det danske”?
Maleriets potentiale
Mere end noget andet kunstnerisk medie, tillader netop maleriet en synliggørelse af den kreative proces og dyrkelsen af selve mediet. Ved at insistere på det klassiske maleris teknikker, indskriver Curbelo sine værker i en lang tradition og drager stærke referencer til kunsthistorien. Også her er der tale om en appropriation, der afføder noget andet og fremmed for den tradition, han henter sit stof fra. Ved at skifte mellem forskellige maleriske greb og teknikker, fremstår billederne tidløse – de hører ikke én særlig epoke til. Hvert greb er nøje overvejet og valgt for at fremtrylle den præcis ønskede stemning. Således udnytter Curbelo fuldt ud, hvad der præcis er dette medie – maleriets – potentiale.
Kunstnerens kuratering
Curbelos motivvalg og referenceramme er præget af et åbent sind og general visuel nysgerrighed til at sammenstille motiver på tværs af kulturer, tider og koncepter. For at illustrere denne pågående dialog, vil museets samling også blive aktiveret i forbindelse med Curbelos soloudstilling. Dette vil ske igennem et kuratorisk greb, hvor Curbelo udvælger værker fra Skive Kunstmuseums samling for at rekontekstualisere dem i forhold til hinanden og i forhold til egne værker. Således inviteres publikum til at se noget nyt i de allerede kendte ældre værker, og se noget genkendeligt i de nye værker af Curbelo.
Om kunstneren
Odey Curbelo er født i 1976 i Cienfuegos, Cuba
Uddannelse: Instituto Superior de Arte, La Habana, Cuba og Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, Danmark
Udvalgte soloudstillinger: TERRENA - Centro de Desarrollo de las Artes Visuales, La Habana, Cuba, 2009; Master of Hunt - Christoffer Egelund Gallery, København, Danmark, 2008
Udvalgte gruppeudstillinger: Bomba - Centro de Arte Contemporaneo Wifredo Lam, La Habana, Cuba, 2010; Last Temptation - Co-Lab, København, Danmark, 2010; Plastilina- Centro Iberoamericano de Cultura, La Habana, Cuba 2008; Kunstnerenes Efterårsudstilling - Den Frie Udstillingsbygning, København, Danmark, 2007;
Desuden har Curbelo fået tildelt ophold i Det Danske Institut i Rom og har samarbejdet med blandt andre Düsseldorf Academy of Arts og at The Iceland
Deep Field er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, Museum Salling, Tijana Miskovi, Gross. L.F. Foghts Fond, Augustinus Fonden og Chilensk Vinimport.
Odey Curbelo kan træffes på Skive Kunstmuseum fra den 8. november 2011 og udstillingen er åben for pressen fra den 10. november 2011
For yderligere information, pressebilleder eller aftale om interview kontakt venligst kurator Tijana Miskovic på emailadressen: mail AT tijanamiskovic.com eller se:
www.blog.tijanamiskovic.com
Fernisering: lørdag den 12. november fra kl. 16.00 - 18.00
Artist talk: lørdag den 3. december kl.14.00 - 15.00
Udstillingsperiode: 13. november 2011 til 8. januar 2012
Skive Kunstmuseum, Havnevej 14, Skive