Sted: Folketeatret, Nørrebro
Dato: 21. marts til 28. april 2012

Politisk komedie af Flemming Jensen - en forestilling om utilsigtet venskab på Folketeatret på Nørrebro i København. I hovedrollerne: Flemming Jensen og Omar Marzouk.
To mænd. Forskellig baggrund. Forskellig religion. Forskellig generation. Forskellig indkomst. Forskellig barbering. Det går aldrig! Og så gør det måske alligevel.
For første gang står stand-up’eren Omar Marzouk på en teaterscene som skuespiller. Og det gør han sammen med en mand, der har været stand-up’er, siden Omar gik i 1. klasse – Flemming Jensen.
Med Mogens og Mahmoud er Flemming Jensen vendt tilbage til den politiske komedie, som i sin tid startede med Spindoctor. Denne gang har han skrevet med fornøjelige og flerkulturelle input fra Omar.
Tanken opstod ud fra den gamle film The Odd Couple („Hvem støver af“) med Jack Lemmon og Walter Matthau.
Hvad nu hvis en dansk muslim med mellemøstlige rødder pludselig var nødt til at ha’ sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7. sal i Avedøre? Mahmoud er IT-nørd, Mogens er revisor med slips i neutral farve. Til handlingen tilføjes så en lidt firkantet fiskeeksportør fra Hirtshals og hans medbragte kone samt en ung, kvindelig fysio-terapeut og ikke mindst Imamen fra Brønshøj. Med dette persongalleri samlet i den lille lejlighed på 7. sal, er der lagt op til en politisk komedie, som også viser sig at være en varm kærlighedshistorie. En fortælling om, at vi uanset tro, tradition og kultur er ligeså ens, som vi er forskellige.
Tilværelsen består af Yin og Yang – og af MOGENS og MAHMOUD. Det er ret festligt at opleve, når to modpoler støder sammen og opdager, at de bare er to sider af samme sag.
Instruktion: Peter Schrøder
Manuskript: Flemming Jensen
Scenografi: Erik Söderberg
Medvirkende: Omar Marzouk, Flemming Jensen, Christine Gjerulff, Susanne Heinrich, Claus Bue, Max Hansen
www.folketeatret.dk


Folketeatret