Fredag den 21. november 2014

Hassan Preisler: 'Luk os ind!'

Skrevet af: Hassan Preisler

18. februar 2010


Emneord:

Print

Hvordan opnås dén forandring, der vil gøre kulturen til fælles eje for alle, der bor i Danmark? Skuespilleren Hassan Preisler har et bud. Han gav det til deltagerne ved konferencen ‘Kunsten at inkludere’ den 28. januar 2010 i Skuespilhuset i København. Her viderebringer vi hans tale.


Lyt til audio-optagelse

“I mangler erfaring og uddannelse”, “Vi er ikke klar”, “I er ikke klar”, “Publikum er ikke klar”, “Den slags tager tid”, “Vi gør allerede alt, hvad vi kan”, “I må være mere tålmodige”, “Jeres niveau er ikke højt nok”, “I forstyrrer billedet”, “Det er ikke vores ansvar”, “Vi vælger bare de bedste” “I er ikke dygtige nok”, “I er jo ikke danskere”...

Har du hørt det her før?
Det er nogle af de forklaringer, vi kommer med, når vi bliver spurgt, hvorfor vi i kulturlivet ikke er bedre til at afspejle mangfoldigheden i det omgivende samfund.
I dag er op mod 10 procent af den danske befolkning farvet. I storbyerne er tallet det dobbelte. Dét ser man ikke, når man tænder for sit tv, går i biografen eller i teatret. For eksempel fastholder Det Kongelige Teater – i vores ellers så multikulturelle hovedstad, hvor hver femte indbygger er farvet – et scenisk billede af danskeren som hvid, blåøjet og lyshåret.
Jeg har større chance for at møde én, der ligner mig, på Sejerø end på Det Kongelige Teater – hvis man da ikke regner rengøringspersonalet og deltagerne til inklusionskonferencer med.

Det er ikke første gang, vi taler om det.
Vi har talt ‘inklusion’ og ‘diversitet’ så længe, jeg kan huske. Vi brugte bare nogle andre ord, da jeg var barn. Vi sagde ‘integration’ og sådan noget. Dengang, for 30 år siden, sad jeg nede hos jer og min far stod heroppe og talte. Hvilke ord bruger vi mon 30 år ude i fremtiden, når det er min datters tur til at stille sig her op?

Holdninger og hensigter var der dengang, det er der i dag, og det vil der også være i fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår vi ikke længere vil acceptere, at der er en kløft af uoverenstemmelse mellem vores hensigter og vores resultater – vores holdninger og vores praksis.
Jeg tror ikke på, at vi kan holde ud at blive ved at mene, at hvis vi bare har de rigtige holdninger og har hensigterne på plads, så kan det umuligt være vores skyld, hvis vores institutioner ikke er inkluderende og mangfoldige.
Jeg tror heller ikke på, at sådan nogle som mig, dette lands Hassan’er, “bare lige skal opgraderes”, og “bare lige kan gøre sådan og sådan”, for eksempel blive lidt bedre rent fagligt – så skal vi nok komme ind i varmen.

Da min far kom til Danmark med en doktorgrad fra Cambridge og to topstillinger fra Berlin og Bern på CV’et, fik han også at vide, at han først lige skulle opgraderes (integreres), så ville han blive en del af det danske folk . Min far lærte dansk, blev opgraderet til dansk pædagogmedhjælper og har indtaget danske øl og pølser, så hans cholesteroltal nu også er rigtig dansk.
Og alligevel, efter alle de pølser, står jeg her, som min fars søn, og siger det samme, som han gjorde for 30 år siden: “Luk os ind!”

Men det her handler jo ikke om min far og mig.
Jeg synes, det er ærgerligt, at vores kulturliv ikke er mere inkluderende, end det er, af tre årsager:
• For det første: Det er en skam, at vi ikke ærer demokratiet og giver alle danskere lige adgang til de platforme, som vores samfund har skabt til at udtrykke sig fra. Jeg synes, vores kulturinstitutioner mister deres eksistensberettigelse i forhold til den plads i demokratiet, de indtager, hvis de gør sig elitære og ekskluderende. (Jeg mener, det er jo også mine penge, vi bruger her i det her skuespilhus).
• For det andet: Det er en skam, at vi ikke udnytter den gave, der ligger i diversiteten i forhold til udviklingen af dén vibrerende kunst, som vi alle sammen ønsker og længes efter. Vi beundrer og kopierer i stor stil mangfoldigsmetropolerne New York, Berlin og London. Men vi glemmer helt, at de netop har nået det, de har, fordi de han anvendt sig af deres diversitet til at udvikle den kunst og kultur, som i dag er inspirationen for hele verden, fordi den er alt andet end nationalromantisk, støvet og gammeldags.
• For det tredie: Det er en skam, at vi ikke anerkender, hvilken virkelig væsentlige funktion vores branche rent faktisk kunne have i forhold til publikum. Vi ved, hvor vigtigt det er for et menneskes følelse af selvværd og tilhør at se sig selv repræsenteret og inkluderet i sit samfunds kulturliv og offentlige image , og vi ved, hvilken vrede og sorg det kan udløse at se sig lukket ude. På det område har vi stor betydning.

Tilbage til kløften af uoverenstemmelse: I USA oplevede man det samme modsætningsforhold mellem intentioner og resultater, som vi gør i Danmark.
Man havde prøvet i årevis med hensigter og holdninger, erklæringer og inklusionskonferencer – og lige lidt virkede det. Man besluttede sig derfor for at vende blikket indad og sige: "Hvad kan vi gøre anderledes, os der er indenfor, for at opnå bedre inklusion og mere mangfoldighed i vores kulturliv, for kunsten og samfundets bedste?”.
Og så gik man ellers i gang med at gennemføre en række tiltag.
Et af de mest spændende – og mest afslørende – var blind-auditions, som man indførte på de amerikanske symfoniorkestre: Ansøgeren går til optagelsesprøve bag en skærm, sådan at optagelsesudvalget ikke kan se ansøgeren og dermed lade sig påvirke af for eksempel køn og etnicitet.
Året efter så de amerikanske symfoniorkestre fuldstændig anderledes ud. Musikere af alle farver og begge køn fyldte stolesæderne, og solisterne var ikke længere hvide mænd i 50erne.
Inden disse blind--auditions havde forklaringen på den manglende inklusion i orkestrene været, at “kvinder og farvede...” – kan i gætte det? – “...ikke var dygtige nok”.
Man vidste fra undersøgelser, at de, der sidder med magten til at gøre det, ansætter, udpeger, premierer og caster dem, der ligner dem selv. Derfor testede man, om nøglen til forandring ikke lå hos dem, der havde magt til at forandre, altså, dem der er inde ? Og ikke hos dem, der ikke har magt, altså, dem der er ude.

Er dette så et isoleret amerikansk fænomen, eller kunne det tænkes, at det der står i vejen for et mangfoldigt dansk kulturliv, er en manglende villighed til at se på, om det også her til lands er vores vaner og traditioner, vores indbyggede og uerkendte præferencer, der er problemet, eller i det mindste en del af det?
Lad os undersøge det. På Harvard Universitetets hjemmeside implicit.harvard.edu ligger en test – Implicit Association (indbyggede forestillinger) Testen – som afslører, at vi forbinder billeder langt hurtigere, når de allerede er forbundne i vores hjerner.
Den mest berømte Implicit Association test, som er blevet gennemført af millioner af brugere, handler om hudfarve – eller race, som nogle kalder det.

Jeg har selv taget den. I begyndelsen af testen svarede jeg på spørgsmål om mine holdninger til farvede og til hvide. Jeg svarede, som jeg tror, at enhver her i lokalet ville: at jeg mener, at alle racer er lige.
Så kommer testen. Først opvarmningen: En serie af billeder kommer frem på skærmen. Når man ser et farvet ansigt, trykker man på e -tasten. Når man ser et hvidt, trykker man på i-tasten.

Første del af testen: Kategorierne er europæisk-amerikansk eller godt og afrikansk-amerikansk eller skidt og ordene er ‘smerte’, ‘ondskab’, ‘vidunderlig’, og så videre. De dukker frem på skærmen foran mig i hurtig sekvens blandet med billeder af farvede og hvide mennesker, og jeg skal placere dem i de to kategorier. Det går uden problemer. Hvide ansigter og positive ord i den ene kategori og farvede og negative i den anden.
Så vendes kategorierne vendes om – Europæisk-amerikansk eller skidt og Afrikansk-amerikansk eller godt – og med det samme bliver det meget sværere. Jeg bliver langsom og begår mange ‘fejl’. Jeg prøver virkelig . Hvorfor er det så svært for mig at putte et farvet ansigt i kategorien afrikansk-amerikansk , når kategorien også er defineret af ordet godt , eller et hvidt ansigt i kategorien europæisk-amerikansk, når kategorien også defineres af ordet skidt?

Jeg har taget testen flere gange, og jeg kan ikke ændre mit resultat. Ligesom langt de fleste af dem, der tager testen, har jeg en ubevidst præference for det hvide. Samme test – men med endnu større præference for hvidheden – kan man i øvrigt gennemføre med arabisk/muslimsk-udseende personer. Sådan nogle som mig.
I følge forskerne vælger vi ikke at have præferencer den dominerende gruppe og dens hudfarve, vi påtvinges dem via medierne og populærkulturen.

Medierne og populærkulturen. Hvis vi udelukkende ser hvide mennesker på skærmen, lærredet og scenen, så påvirker det os. Hvis det meste af det vi ser, der er hvidt, er godt, og den smule vi ser af det, der er farvet, er skidt, så påtvinger det os præferencer – siger forskerne.
Jeg mener, vi kan konkludere, at vi allesammen arbejder på to plan: På det ene plan har vi vores bevidste holdninger – altså det vi vælger og ønsker at tro på. På det andet plan har vi vores ubevidste holdninger, som er de umiddelbare associationer og indbyggede forestillinger.
De to plan kan, skræmmende nok, stå i direkte modsætningsforhold til hinanden, uden at vi bemærker det. Derfor kan vi mene ét og gøre noget helt, helt andet, uden at det synes at påvirke os. Hensigt på den ene side og praksis på den anden.
Og hvis vi alle sammen går rundt og mener, vi ikke forskelsbehandler, men med præferencer for hvidheden i vores underbevidsthed, så gør vi måske alligevel – ligesom optagelsesudvalgene i de amerikanske symfoniorkestre, og vælger mennesker til eller fra på basis af deres hudfarve i forhold til ansættelser, castings, udnævnelser, priser, finansiering, og så videre, alt i mens vi tror, at vi vurderer talent og kvalitet.
Sådan mener de amerikanske forskere, at det forholder sig.

Hvad skal der så til for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt kulturliv? Det kommer der sikkert en masse bud på i løbet af denne konference.
Selvfølgelig kan vi lave tvungen regulering: lovgive og indføre kvoter. Og vi kan også indføre selvregulering og selvkontrol. Og det skal vi sikkert også.
Men jeg tror, det bliver virkelig svært at opnå dén forandring, der vil gøre kulturen til fælles eje, hvis vi ikke anerkender, at vi – os der er indenfor – må tage ansvaret på os, hvis vores kulturinstitutioner ikke afspejler deres omgivelser. Vi må se på os selv og vores egen rolle: vores vaner, traditioner og uerkendte præferencer.
Jeg mener, at vi skal holde fast i, at vi ønsker at sikre, at vores kulturinstitutioner fortsat har relevans og også i fremtiden skal have en central plads i vores demokrati.
Derfor mener jeg også, at vi i kulturlivet snart må beslutte os for at gå foran og ikke sakke så håbløst bagud, når det gælder om at skabe nye standarder. Standarder, der ikke er så snævre, som de er i dag, som er mindre ekskluderende og fortidige og mere moderne og inkluderende.
Og kulturlivet spiller en rolle! En nyere undersøgelse viser, at den direkte årsag til, at den store hvide middelklasse i USA kunne stemme på Obama, var, at de uge efter uge havde set en sort præsident, der var charmerende, intelligent og retfærdig – i tv-serien 24 Timer .
Jeg håber sådan, at min datter ikke skal stå her oppe om 30 år, ligesom hendes farfar og far gjorde før hende, og sige: “Luk os ind”.




Denne tekst er en bearbejdet version af den tale, som Hassan Preisler holdt ved konferencen 'Kunsten at inkludere' torsdag den 28. januar 2010 kl 11:20 i Skuespilhuset i København.

Lyt til audio-optagelse Lydoptagelse af talen

Hassan Preisler er skuespiller og medlem af Dansk Skuespillerforbunds ligebehandlingsudvalg.







Talen i artikelform til A4 print

Om konferencen 'Kunsten at inkludere'


Lydoptagelser fra konferencen 'Kunsten at inkludere

Se billeder fra konferencen
(Automatisk slideshow - brug piletasten, hvis du vil browse hurtigere frem)

16 minutters radioindslag på DR P1 Orientering den 16. februar 2010:
'Indvandrer-kunstnere vælges fra'

DR P1 Kulturkontoret med Steen Bille den 5. februar 2010:
Heltimes radioudsendelse om 'Kunsten at inkludere'

Folketingsmedlem Yildiz Akdogan den 5. februar 2010:
Socialdemokraterne stiller spørgsmål til kulturministeren om ny kulturforståelse

Omtale af konferencen 'Kunsten at inkludere' på cki.dk:
Konference-meningsmåling: Flertal flyttede sig fra 'hensigt' til 'regulering'
Museumsdirektør Jette Sandahl: "Kræv demokratisering af adgangen til kulturen"
Skuespiller Hassan Preisler: "Luk os ind!"
Teaterchef Mogens Holm: "Vi har brug for en milepæl"
Kulturminister Carina Christensen: "Mange kunne blive meget bedre"

Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen den 26. januar 2010:
Inklusion i kulturlivet: institutionaliseret omklamring og dialogromantik

Konferencens program, deltagerliste, pressemateriale

Baggrundsmateriale