NYT FRA CENTER FOR KUNST & INTERKULTUR
Nyhedsbrev nr 8
 |  Sendt til 512 abonnenter den 17. juni 2010

Indhold i dette nyhedsbrev:


TEATER
Turnéteater modtager støtte til brugerinddragelse
Teaterudviklingsprojekt med millionbudget starter i Århus
Teaterrapport anbefaler: åbn teateret op for nye danskere
Taastrup Teater starter internationalt samarbejde
Seminar om teater og integration
 
MUSIK
Artikelserie om Århus-musikprojektet [REAL]
 
SPROGBRUG
Kritik af ordet 'integration' - nu drejer det sig om 'medborgerskab'
 
REKRUTTERING
Filmselskab: Vi rekrutterer mangfoldigt for at tjene penge
Hudfarver i kamerafokus
 
FORSKNING
Forskere: Mangfoldigheden er en gevinst
Forsker undersøger kunst som forsoner
 
POLICY OG KULTURPOLITIK
Mod en ny dagsorden for et interkulturelt Europa
Interkulturel dialog som en demokratisk proces
Odense Kommune vil være foregangseksempel omkring mangfoldighed
EU: Retten til at have en anden kultur bør beskyttes
UNESCO opfordrer politikere: Tal den kulturelle mangfoldigheds sag
 
ERHVERVSLIV OG ARBEJDSMARKED
Nyt videnscenter for 'etnisk erhvervsfremme'
Italiensk fagbevægelse bygger interkulturelle broer
Jyllands-Posten har åbnet ny blog om 'positiv integration'
Indvandrere og efterkommere sætter sig i chefstolen
 
UDLAND
Canada: Rådgivningskatalog for kunstnere
 
KONFERENCER OG SEMINARER
Konference om køn og kulturel mangfoldighed i rytmisk musik
Stor konference om kulturpolitik: 'Rethinking Cultural Policy'
 
DEBAT
Debatmøde om tosprogethed og identitet
Debat: Hvor i alverden er verdensmusikken?
Debat: Sammenhængskraft – hvordan?
 
CITATER
'En ny dansk drøm...'
 
DIVERSE INTERKULTURNYT
Images festival i august
Le Groupe Acrobatique de Tanger gæster Danmark i august
Republique: møde med den fremmede
Nydanskerkunst Exhibtion i Københavns Kulturcenter
Swaziland kunstudstilling i Brøndby Strand
Kunst med holdning på Kronborg Slot
PostArt - online salg af originale kunstværker i A5-format


 
 


TEATER

Turnéteater modtager støtte til brugerinddragelse
Opgang2 Turnéteater modtager 520.000 kroner fra Kulturministeriets Reach Out-pulje til et brugerinddragende teaterprojekt med titlen ‘3 minutter i Gellerup’.
  
Teaterudviklingsprojekt med millionbudget starter i Århus
'Andre horisonter' er et stort udviklingsprojekt med teater som omdrejningspunkt, som skydes i gang den 18. maj 2010 i forstaden Gellerup ved Århus.
  
Teaterrapport anbefaler: åbn teateret op for nye danskere
En 74-siders rapport om dansk teater ligger til grund for en høring og i sidste ende en kommende teaterlov. Rapporten anbefaler, at teaterlivet må gå nye veje for at komme til at spille en rolle også for den del af befolkningen, der har en interkulturel baggrund.
  
Taastrup Teater starter internationalt samarbejde
Sammen med et teater i Italien og et i England har Taastrup Teater startet et projekt – et interkulturelt dramalaboratorium – som vil bringe grupper af teenagere fra de tre lande sammen til teaterworkshops om fattigdom og social eksklusion.
  
Seminar om teater og integration
Bikubenfonden og Det Kongelige Teater afholdt tirsdag den 25. maj et seminar om teater og integration i Skuespilhuset. Den konkrete anledning og ramme for seminaret var den ny opera Waiting in Nowhere, hvis handling udspiller sig i Sandholmlejren, og som også har fået støtte fra Bikubenfonden.
Paneldeltagerne var filminstruktør Parminder Singh, migrationsforsker, Ph.d. Helle Stenum, Aalborg Universitet, teaterchef Henrik Hartmann, Betty Nansen Teatret og teaterchef Mogens Holm, Taastrup Teater. Operachef Kasper Holten var ordstyrer. Seminaret blev live-streamet på Det Kgl. Teaters hjemmeside, hvor du i dag stadig kan se videooptagelserne her:
    Paneldebat - første del
    Paneldebat - anden del




MUSIK

Artikelserie om Århus-musikprojektet [REAL]
I maj, juni og juli byder tidsskriftet Musikeren på tre artikler, hvis fællesnævner er, at de tager udgangspunkt i Århus-projektet [REAL].




SPROGBRUG

Kritik af ordet 'integration' - nu drejer det sig om 'medborgerskab'
Integrationens dage er talte. Ihvertfald hvis morgendagens Danmark vælger at følge Næstved Kommunes eksempel. Kommunen har som den første i landet valgt at udskifte ordet ‘integration’ med 'medborgerskab' og har i stedet for en 'integrationspolitik' udarbejdet en 'medborgerskabspolitik'.




REKRUTTERING

Filmselskab: Vi rekrutterer mangfoldigt for at tjene penge
"Når jeg ansætter folk, så tænker jeg i kvoter, så jeg har en virksomhed, som afspejler det samfund, jeg er en del af," siger Peter Aalbæk Jensen fra filmselskabet Zentropa.
  
Hudfarver i kamerafokus
Man må ikke annoncere efter folk med en bestemt hudfarve eller etnicitet. Skal vi i ligebehandlingens navn lade som om, vores hudfarver er usynlige – eller skal vi tværtimod fokusere endnu mere på dem, eksempelvis når vi sammensætter skuespillerholdet til en spillefilm?




FORSKNING

Forskere: Mangfoldigheden er en gevinst
“Produktiviteten fremmes, og arbejdsglæden øges,” siger lektor Jakob Lauring, efter at han sammen med professor Jan Selmer har undersøgt, hvad der sker med forskningens kvalitet i multikulturelle forskningsmiljøer i Danmark.
  
Forsker undersøger kunst som forsoner
Politiken 6. april 2010: Fremtidsforsker og cand.scient.soc. Sofie Myschetzky fra Instituttet for Fremtidsforskning har modtaget 640.000 kroner til at kortlægge, hvordan kunsten er blevet et praktisk og strategisk værktøj til social udvikling. De kunstprojekter, som Instituttet for Fremtidsforskning har i kikkerten, udføres i steder som Urbanplanen, Mimersgade og Mjølnerparken i København, Vejleåparken i Ishøj, Gellerup i Århus og Vollsmose i Odense. Undersøgelsen skal være færdig i december.




POLICY

Mod en ny dagsorden for et interkulturelt Europa
Et 30-siders visionsoplæg med anbefalinger til organisationen Platform for Intercultural Europe: ‘Intercultural Dialogue & Free, Full, and Equal Participation: Towards a New Agenda for an Intercultural Europe’.
  
Interkulturel dialog som en demokratisk proces
“Interkulturel dialog er en bevidst, krævende og fokuseret proces, der kræver og udvikler demokratiske kapaciteter, ” skriver forfatter og kulturkonsulent François Matarasso i sit 12-siders papir, som han skrev som et oplæg til Platform for Intercultural Europes Forummøde i Bruxelles den 8. juni 2010.
  
Odense Kommune vil være foregangseksempel omkring mangfoldighed
“Odense Kommune skal være et foregangseksempel på mangfoldighedsområdet”. Det er visionen for Odense Kommunes mangfoldighedsstrategi på personaleområdet. Som arbejdsplads i landets tredjestørste by har kommunen opsat et mål om at afspejle befolkningssammensætningen i kommunen.
  
EU: Retten til at have en anden kultur bør beskyttes
Tredjelandsstatsborgernes deltagelse i kulturlivet i værtssamfundet bør øges, står der blandet andet i en såkaldt "vigtig juridisk meddelelse", som i 2005 blev vedtaget som rettesnor for EU og medlemsstaterne.
  
UNESCO opfordrer politikere: Tal den kulturelle mangfoldigheds sag
UNESCOs generaldirektør opfordrer politikerne til som en hastesag at få vedtaget strategier for, hvordan kulturel mangfoldighed kan håndteres og fremmes.




ERHVERVSLIV OG ARBEJDSMARKED

Nyt videnscenter for 'etnisk erhvervsfremme'
I Århus startes et centralt videnscenter, der skal sikre, at den erhvervsfremmende indsats, som kommuner udfører for såkaldte 'etniske iværksættere', bygges på viden og erfaringer, der er indsamlet fra hele landet.
  
Italiensk fagbevægelse bygger interkulturelle broer
Italiens største fagforening ønsker at blive bedre til at opbygge interkulturelle kompetencer, skabe inklusion og bygge kulturbroer på arbejdspladsen.
  
Jyllands-Posten har åbnet ny blog om 'positiv integration'
“Målet er en oplyst og løsningsorienteret debat, hvor fokus er på det konstruktive”, skriver Jeppe Fogtmann og Thomas V. Lytken Larsen, som den 30. marts åbnede en blog på JP.dk om et nyt syn på integrationsdebatten. De trækker på deres erfaringer fra Center for Positiv Integrations rådgivningscenter på Nørrebro i København.
  
Indvandrere og efterkommere sætter sig i chefstolen
Siden 1998 er antallet af indvandrere og efterkommere, der er ansat i en toplederstilling i en dansk virksomhed, eksploderet. Særligt detailbranchen har været god til at udnytte indvandreres kompetencer og give dem plads i ledelsesteamet, skrev Ugebrevet A4 den 18. januar 2010.




UDLAND

Canada: Rådgivningskatalog for kunstnere
21 agenturer og organisationer er gået sammen med Kunstrådet i Canada om at lancere et rådgivningskatalog for interkulturelle kunstnere i Canada: 'The Directory of Organizations Providing Support Services to Culturally Diverse Artists in Quebec'




KONFERENCER

Konference om køn og kulturel mangfoldighed i rytmisk musik
'Musik i ubalance' - arrangeret af Rytmisk Musikkonservatorium i samarbejde med Kvinfo og musikernetværket Impra.
Sted: Rytmisk Musikkonservatorium (RMC), Holmen, København
Dato: 24. september 2010
Pris: Endnu ikke fastsat
  
Stor konference om kulturpolitik: 'Rethinking Cultural Policy'
Kultur og forandringernes strategier. En international konference med fokus på temaet 'Rethinking Cultural Policy: Implementing a New Paradigm'.
Sted: Bruxelles, Belgien
Dato: 6.-7. september 2010




  
DEBAT
 
Debatmøde om tosprogethed og identitet
“Er tosprogetheden en barriere eller en ressource? Kan man have mere end én identitet?” Sådan spurgte Gazette på et debatmøde i maj måned et panel bestående af forsker Normann Jørgensen, generalsekretær i grænseforeningen Knud Erik Therkelsen, folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S) samt to 'bindestregs-danskere': den unge tysk-dansker Maxie Matthiesen og den unge tyrkisk-dansker Bircan Eker. Her blev deres erfaringer med at være del af et mindretal og have en ‘bindestregs-identitet’ diskuteret.
På side 10 i denne PDF af Gazette nr 9 kan du læse en forkortet udgave af nogle af indlæggene.
  
Debat: Hvor i alverden er verdensmusikken?
Marketingschef Christian Langballe taler nærmere med Johan Bylling Lang og Bjonko Stosic om verdensmusikkens vilkår i den danske musikverden.
  
Debat: Sammenhængskraft – hvordan?
Den 7. juni 2010 skrev folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S) et indlæg i sin blog Værdikamp tur-retur på JP.dk, med titlen 'Sammenhængskraft – hvordan?'. Den affødte over 200 kommentarer, og Yildiz Akdogan har løbende besvaret de mange indlæg fra kommentarskribenterne.




  
CITATER
 
En ny dansk drøm
“På en måde så håber jeg på en ny dansk drøm. Indholdet af en ny dansk drøm er et mere inkluderende samfund, hvor vi rent faktisk ser, at forskelligheder bliver brugt som en kompetence i modsætning til at de hele tiden bliver set som nogle begrænsninger. Jeg vælger ikke at se min tosprogethed som en begrænsning. Jeg synes, at den har gjort, at jeg har kunnet udvikle mig på rigtigt mange punkter. Jeg kender forskellige kulturer, som jeg kan sætte mig ind i, fordi jeg har et mangfoldigt sind.”
Senay Arikan, cand.mag i filosofi og statskundskab, i DR2 Deadline 2. sektion i maj 2010, dr.dk/DR2/2sektion
 
 
Kulturtilbud skal opleves som relevante og vedkommende
“Vi skal i hvert fald ikke ende der, hvor en gruppe af danskere eller flere grupper af danskere føler, at de bliver ekskluderet af kulturverdenen og ikke inkluderet. Det skal være sådan, at der er adgang, og at tilbuddene opleves som relevante og vedkommende...”
Carina Christensen, kulturminister - i et svar til Yildiz Akdogan (S) i Folketinget den 10. februar 2010
 
 
Systemerne diskriminerer
“Jeg ville da ønske, at det slet ikke var nødvendigt, at man skulle tvinge og pådutte kvoter og sådan noget over nogle kreative mennesker eller institutioner. Men virkeligheden er jo bare, at samfundet er indrettet efter majoritetsdanskeren. Den måde, vi har indrettet os på, tilgodeser majoritetsdanskeren. Den hvide, etnisk danske. Derfor er det vigtigt at erkende de her systemer - og at man derved diskriminerer. De systemer, de måder, vi behandler hinanden på, den måde, vi ser verden på, er for hvid, den er for ekskluderende. Den diskriminerer uden at man er bevidst om det nødvendigvis."
Fadime Turan - skuespiller, debattør, komiker og med i centrum-venstre tænketanken Cervea - i P1 Orientering den 17. februar 2010
 
 
Integration gennem foreningslivet
“Vi er er nok det land i verden, som har flest foreninger. Vi er dygtige til at forene os. Og det vi skal, det er i virkeligheden, at vi skal ikke lade os skræmme af tørklæder. Vi skal ikke lade os skræmme af bøn. Af forskellige symboler på religion. Det fungerer fint på arbejdsmarkedet, hvor vi skal være sammen på arbejdspladsens præmisser, og jeg er sikker på, at foreningslivet også på samme vis sagtens kan invitere indenfor, uden først at stille krav om, at vi tørklædet ryger af og Koranen lægges helt ned i kælderen. Jeg tror sagtens, at vi kan mødes på præmissen af at være danskere i Danmark. Og det vil gøre det utroligt svært at blive radikal i Danmark. Hvis alle ens venner og bekendte og famile på den måde får gode relationer til danskerne. Men der må VI gå forrest. Vi må investere. Og det tror jeg danskerne er parat til.”
Torben Møller Hansen, direktør, Foreningen Nydansker, i TV2 News kl 19:47 den 8. januar 2010
 
 
Én verden - én historie - flere identiteter
“I dag har vi kun én verden og én historie. Dengang Marco Polo foretog sine opdagelsesrejser, kom han til forskellige verdner, Iran havde sin verden, Indien sin og så videre. I dag kan vi højst tale om forskellige opmærksomheds-sfærer. Om at være kineser eller japaner. Indien er en åndelig tilstand, et eksistentielt territorium, en måde at være i verden på, men denne måde at være i verden på er ikke bundet til unikke omgivelser. Vi ser det samme overalt, de samme veje og byer og lufthavne. Der findes kun én civilisation, den moderne civilisation, om man vil det eller ej, den er global, den findes overalt. Man kan ikke afvise den, man kan ikke bygge en kinesisk mur eller isolere sig fra den. Det indebærer, at der ikke findes nogen rene identiteter i dag. Vi har alle flere identiteter, jeg taler lige nu med min vestlige identitet."
Daryush Shayegan, fransk-iransk filosof, i et interview bragt i Weekendavisens kultursektion side 9 den 29. januar 2010
 
 
Kultur trives ikke i et drivhus
“Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer. (...) Det er ligesom med kulturen: Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus.”
Uddrag fra statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstaleden 1. januar 2010
 



DIVERSE INTERKULTURNYT

Images festival i august
For ottende gang præsenterer Center for Kultur og Udvikling en landsdækkende, international kunstfestival, der tager udgangspunkt i aktuel og nytænkende billedkunst, film, musik, litteratur og scenekunst: My World Images - en festival, som fra 26. august til 12. september tager afsæt i kunstnerens verdensbilleder. Festivalen går på tværs af regioner og grænser med spritnye internationale produktioner skabt særligt til festivalen. Mødet og samarbejdet er i centrum, når danske og internationale kunstnere udvikler deres fælles værker.
 
  
Le Groupe Acrobatique de Tanger gæster Danmark i august
Folk hænger ud på gadehjørnerne i aftensolen, markedssælgerne slås indædt om kunderne, den traditionelle musik blander sig med byens lyde. En eksotisk collage vækkes til live af akrobaterne fra Le Groupe Acrobatique de Tanger. Langt fra kliché og folklore, men helt tæt på en marokkansk stolthed og smittende glæde ved nuet.
Zimmermann & de Perrot med Groupe Acrobatique de Tanger - Chouf Ouchouf (Schweiz / Marokko)? - AFUK / REMISEN den 15., 16. & 17. august kl. 19:30.
 
  
Republique: møde med den fremmede
En af teateret Republiques satsninger i den kommende sæson er 'Hotel Europa', hvor publikum over foreløbig fire såkaldte 'Volumes' vil møde den fremmede både i form af fremmede kulturer, fremmede kunstarter, fremmede identiteter, fremmede steder, det andet køn og meget mere. I hotellets kulisser møder og hudfletter performere fra forskellige lande hinandens kulturer og kunstudtryk: Ong Keng Sen (Singapore), Rachid Ouramdane (Frankrig), Rolf Heim (DK/Schweiz), Janus Nabil Bakrawi (DK), Charlotte Engelkes (Sverige), María Jerez (Spanien), Min Kyoun Lee (Sydkorea) og mange flere.
 
  
Nydanskerkunst Exhibtion i Københavns Kulturcenter
Nu inviterer gruppen til den retrospektive udstilling, som repræsenterer de fælles kunstprojekter 'Musik og Dans', 'NyDanske Ansigter' og 'Christianshavn by Night' og den generelle udstilling af 15 kunstner fra 15 lande. Udstillingen lukkes ned i morgen, den 18. juni, kl. 12:00. Københavns KulturCenter, Drejervej 13-15-17.
 
  
Swaziland kunstudstilling i Brøndby Strand
Indtil den 31. august viser kulturhuset Brønden udstillingen 'Sisal and symbols' af vævede billedtæpper, fantastiske træskulpturer, ler og smykker fra Swaziland - sammen med et udvalg af billedtæpper fra projektet 'Det kan jeg fortælle', der blev udviklet i begyndelsen af 1990erne for en gruppe indvandrerkvinder på Kulturkælderen i Randers.
 
  
Kunst med holdning på Kronborg Slot
Udstilling af kunstneren Ivana von Zwettler på Kronborg Slot. Nogle opfatter enhver forskelsbehandling ud fra kultur, religion, sproglig, etnisk og national herkomst som racisme. En endnu bredere definition af racisme omfatter forhånende og nedværdigende ytringer om bestemte menneskegrupper. Udstillingen slutter den 27. juni kl. 13:00. Kronborg Slot - Cafe Kronen, Kronborgvej 1C, Helsingør.
 
  
PostArt - online salg af originale kunstværker i A5-format
Køb kunst og støt en afrikansk kunstner. PostArt er et nyt webbaseret galleri, der efter fairtrade-principper sælger kunst af kunstnere i udviklingslande.
 
 
 
 
 
 
På vegne af Center for Kunst & Interkultur,
med venlig hilsen

Mik Aidt
- centerleder




Du kan løbende læse de seneste nyheder fra Center for Kunst & Interkultur på www.cki.dk

Dette nyhedsbrev udsendes udelukkende til personer, der enten har deltaget/deltager i et CKI-arrangement eller som specifikt har ytret ønske om at modtage nyhedsbreve fra Center for Kunst & Interkultur. Hvis du også ønsker at modtage nyhedsbrevet fremover, så tilmeld dig på cki.dk/kontakt


| CKI | Center for Kunst & Interkultur | Nytorv 3, 3. sal | 1450 København K | Tlf: +45 2343 8009 | Mail: info[a]kunstoginterkultur.dk |



 

 


Klik her for at afmelde CKIs nyhedsbrev