Fredag den 19. december 2014

Det kulturinstitutionelle forår - folkelig bevægelse for forandring

Skrevet af: Mik Aidt, journalist, konsulent og leder af Center for Kunst & Interkultur

Marts 2012


Emneord:

Print

Medborgerskab og de nye handlemuligheder begrebet tilbyder, kan være katalysator for fornyelse og forandring – også i forhold til den måde, vi organiserer os på og anvender ressourcerne på i vores museer. Vi har alt, hvad vi skal bruge af charters, hvidbøger, policypapirer og konventioner for at komme igang med arbejdet. Nu mangler vi blot at tro på visionen.




 

Artikel i MiD Magasinet nr 26, marts 2012, udgivet af foreningen MiD, Museumsformidlere i Danmark. Temanummer om medborgerskab.

.


 

Det arabiske forår. Occupy Wall Street. Fra Mexico til Rusland er folkelige bevægelser for forandring mere eller mindre direkte udsprunget af de nye digitale muligheder for netværkskommunikation – Twitter, YouTube, Facebook.

Den viden, selvtillid og fælleskabsfølelse, som de sociale netværk kan give den enkelte, indgyder mod til at stille sig op imod autoriteterne. Borgere rundt om i hele verden engagerer sig og finder måder at udtrykke den nyvundne selvtillid på i en overbevisning om, at de kan få politisk indflydelse.

På mindre dramatisk facon er nogle tilsvarende processer i fuld gang i kulturlivet. Disse det 21. århundredes digitalt forbundne medborgere stiller krav om deltagelse og engagement på mange niveauer – også når de for eksempel skal vælge, hvad de vil bruge deres søndag eftermiddag på sammen med venner eller familie: skal den stå på socialt samvær, udflugt til naturparken, computertennis... – eller en tur på museum, der giver mening? Mening for Carl såvel som for hans kone Saraswati, som er ny i familien og kommer fra Indonesien.

 

 

Relationer, deltagelse og medindflydelse

Medindflydelse er et kodeord, der kan åbne op for en nødvendig forandring. I politisk sammenhæng er vi danskerne jo slet ikke uvant med begrebet – og iblandt kunst- og kulturlivets institutioner er det efterhånden en velafprøvet metode, som også har medført en bølge af eksperimenter med og udforskning af såkaldt brugerdreven innovation.

Center for Kunst & Interkultur samlede 40 danske kulturinstitutioner i november 2011 for at høre om deres erfaringer med at skabe relationer, deltagelse og medindflydelse hos publikum. Rapporten fra de to rundbordsseminarer er lige på trapperne. Rapportens titel opsummerer det paradigmeskifte, som stort set alle de deltagende institutioner var enige om, de står midt i: ‘Fra guder til tjenere’.

Teaterchef Mogens Holm fra Taastrup Teater udtrykte det sådan:

“Gennem tiderne har billedkunst ændret sig fra at være et ‘Gudens perspektiv på samfundet’ til at blive et ‘Menneskets perspektiv på samfundet’, til gradvist at vokse sammen med menneskets oplevelse af samfundet via forskellige ismer, som for eksempel impressionisme, for til sidst at blive til noget, der kun er fuldgyldigt, når publikum konsumerer det. Bare for at give et billede på, hvordan kunsten flytter sig og i dag er noget andet, end den var for 50 eller 100 år siden.

Det er dén udvikling, vi skal ind og have fat på, fordi dybest set handler det her jo om overlevelse. Det handler om, at kunsten skal blive ved med at eksistere og at de organisationer, som huser og dyrker den, gerne vil overleve. Det synes jeg er afgørende.”

Der var bekymring hele vejen rundt om bordet, om hvorvidt kulturinstitutionernes gamle, hæderkronede autoritet gradvist er ved helt at gå i opløsning, og der var enighed om, at med mindre institutionerne forstår og er i stand til at forholde sig til de nye udfordringer og udvikle sig i takt med tiden, risikerer de – som mange kirker gør i dag – at ende med at stå som ubesøgte stenmausolæer over en fortidig kultur. Indtil skatteyderne til sidst kræver af deres politikere, at de skal bruge de offentlige kulturkroner på noget mere spændende end vedligeholdelsen af gamle stenmausolæer.

 

 

CKI’s indsamling og synliggørelse af viden

Center for Kunst & Interkultur har eksisteret i tre år. Tre større konferencer, stribevis af møder og seminarer, kampagner, udgivelser af rapporter, inspirationsbøger, nyhedsbreve og over 800 artikler senere spurgte vi så os selv: Hvad har vi lært?

Vi har synliggjort, at der sker rigtig meget på området. Ideen med CKI var fra starten at samle den viden, som findes, og gøre den tilgængelig på tværs af såvel kunstgenrer og faggrænser som geografiske barrierer og de mure, der tårner sig op mellem de forskellige forvaltninger, byråd og ministerier.

Vi har lært, at modstanden mod at åbne op for forandring er langt større, end man skulle forvente – både i kulturinstitutionerne og iblandt kulturpolitikerne i Folketing og byråd. Fine ord og optimistiske hensigtserklæringer skorter det ikke på, men når det kommer til at skabe handling – at gøre de fine ord forpligtende og sætte kroner og øre af til konkret implementering – bliver der pludselig stille.

Kulturpolitikerne i vore nabolande, ikke mindst Norge og England, er nået betydeligt længere, når det handler om at skabe den form for strategier, policypapirer og regulering, der kan skabe forandring og målbare resultater i forhold til at nå et bredere og mere mangfoldigt publikum.

Som nation har vi med ratificeringen af UNESCOs kulturkonvention erklæret os parat til at give dette lands indvandrere og efterkommere, hvad de har brug for, for at kunne udtrykke, hvem de er – kulturelt set.

Vi gør det bare ikke.

Det står anført i konventionens §7, at vi som nation over for FN forpligter os til at skabe et klima i Danmark, der tilskynder herboende tyrkere til at kreere, formidle, udbrede og have adgang til deres egen tyrkiske musik, film, litteratur, scenekunst, billedkunst og arkitektur. Det samme gælder for borgere med pakistansk, somali og kinesisk baggrund og – og alle andre grupper af indvandrere og efterkommere i Danmark.

 

 

Den monokulturelle selvopfattelse

Modet mangler til for alvor at skabe forandring – ikke bare nøjes med at tage nogle andre klæder på for en aften, men at lægge sig op på operationsbordet til en kirurgisk identitetsskifteoperation.

Vi ved på CKI, at det mangler, for vi har blandt andet formuleret et ‘Charter for kulturel mangfoldighed’, som vi i foråret 2011 opfordrede 60 danske kulturinstitutioner til at underskrive. Det eneste, der står i charteret, er faktisk, at man som underskriver forpligter sig til at følge den FN-kulturkonvention, som Danmark i forvejen har underskrevet, herunder at lave og vedtage en nedskrevet strategi for, hvordan institutionen ønsker at håndtere dette område.

Det var der i alt tre ud af de 60 institutioner, som syntes var en god idé og som skrev under på.

De andre 57 havde af forskellige grunde ikke lyst til at forpligte sig på noget – i hvert tilfælde ikke så længe CKI stod som afsender. Var charteret kommet fra Kulturministeriet, havde det sandsynligvis fået en mere varm modtagelse. Og dog. Vær ikke for sikker. For helt grundlæggende er de kræfter, som CKIs charter sætter sig op imod, at Danmark er det land, der blandt 24 lande scorer højst, når det handler om at anse monokultur som ønskværdigt.

I 2008 mente otte ud af ti i befolkningen, at “monokultur er bedst for Danmark” frem for noget flerkulturelt – og det tal, 77 procent, var højere end i nogle af de andre 23 lande i den undersøgelse, der var udfærdiget på Aalborg Universitet. Den monokulturelle selvopfattelse gennemsyrer med en måske endnu højere procentsats også det offentligt finansierede, danske kulturliv. Igennem et helt årti har alt, hvad der handlede om ‘flerkultur’ været det tabuiserede ‘f-word’ helt ind i Kulturministeriets korridorer.

 

 

Behovet for en kulturpolitisk vision

Det danske kulturliv kommer ikke ud af sin tornerosesøvn, før vi i Danmark får skabt en mere overordnet, kulturpolitisk vision med, hvor vi vil hen med det offentligt støttede kulturliv – og hvorfor vi vil det. Visionens overordnede mål bør komme oppefra, men skal implementeres og udvikles indefra – og ud fra institutionernes behov og lokale forudsætninger.

Lidt på samme måde, som visionen, vi kalder ‘andelstanken’, voksede frem i dette land for 150 år siden.

Kulturminister Uffe Elbæk slog en tone an til formuleringen af en vision, da han – kort før han blev valgt ind i Folketinget – sagde: “Kulturpolitikken skal sigte på at ruste danskerne til globaliseringen, til at stå ansigt til ansigt med det nye, og samtidig bevare trygheden, fællesskabet og lysten til at virke.”

Og i løbet af sine første måneder på posten som minister har Uffe Elbæk stillet de rigtige spørgsmål. I et interview i Politiken spørger han eksempelvis: “Hvordan åbner vores kulturinstitutioner op over for samfundet? Hvordan sikrer vi, at museerne fortæller nuancerede historier?”

Kigger vi lidt uden for Danmarks grænser, vil der være bud på konkrete svar på de spørgsmål – både på policyniveau og det praktiske niveau. I flere af vores nabolande har man haft modet til at bevæge sig videre.

Det er ikke forbudt at låne eller lade sig inspirere. Kulturministeren kunne for eksempel finde megen inspiration i den ‘melding til Stortinget’ på 128 sider, som den norske kulturminister Anniken Huitfeldt fremlagde den 9. december 2011. ‘Kultur, inkludering og deltaking’ – ‘Kultur, inklusion og deltagelse’ – er en hvidbog, som tildeler de offentligt finansierede, norske kulturinstitutioner en hovedrolle i arbejdet med få landets kulturliv til at afspejle mangfoldigheden og løfte nye stemmer frem. Den kan læses på cki.dk.

Elbæks ministerium skal også være velkomment til at copy/paste CKIs charter, hvis man ikke mener, at ‘den norske vej’ – altså direkte regulering med krav i institutionernes resultatkontrakter – bør være vejen frem i dansk regi.

 

 

 

Museernes bidrag til kulturlivets vision

Måske ligger der i museernes strategiske arbejde med medborgerskab en kim til den vision, det samlede danske kulturliv har brug for?

Tillad mig at komme med et hurtigt bud på, hvordan Uffe Elbæks kortfattede vision kunne rulles ud i museumsregi.

FNs kulturkonvention påpeger at, “kulturel mangfoldighed, der trives i et klima med demokrati, tolerance, social retfærdighed og gensidig respekt mellem folk og kulturer, er en absolut nødvendighed for fred og sikkerhed på lokalt, nationalt og internationalt plan.”

Er det så utænkeligt, at de offentligt finansierede danske museer – sammen med teatrene, kunstudstillingshallerne og spillestederne – tog ansvaret for konventionens implementering i egen hånd og begyndte at efterleve denne vision?

Hvor det ikke handler om, at kulturinstitutionerne skal pligtopdrage deres borgere til at blive en del af samfundet eller belære dem om den kulturarv, de første danskere har efterladt sig, men hvor de tilbyder borgeren at indgå i et lystbetonet give-and-take-forhold, der anerkender behovet for medindflydelse og værdien af kulturel mangfoldighed, hvor lokal kulturarv spejles i et globalt perspektiv, og hvor kultursynet ikke bare tages for givet, som om der kun findes ét, men løbende udstilles for at skabe diskussion om den flerkulturelle virkelighed, vi i dag lever i overalt på planeten.

Hvor museernes ‘kald’ ikke handler om at beskytte og præservere noget uforanderligt og statisk, som nogle såkaldt marginaliserede ikke-brugere skal tvinges ind i, men hvor ‘kaldet’ kunne handle om gennem interaktion at skabe kompetencer, virkelyst, forståelse og udsyn baseret på nysgerrighed, udforskertrang og den form for ‘borgerlyst’, der med tiden bliver til et reelt medborgerskab og skaber engagement i samfundet.

Det kunne måske være de grove linjer.

 

 

Opgøret i kulturlivet

Nøjagtigt ligesom vi i disse år oplever borgerne rundt om i verden, som skaber konkrete forandringer i deres landes regimer ved at udfordre tingenes orden, behøver kulturinstitutionerne ikke vente på, at nogen skaber en forkromet vision for os. Vi ved jo godt, hvad den grundlæggende øvelse handler om: Giv medindflydelse. Tilbyd uddannelse og deltagelse. Få de unge ind som medskabere. Åbn op mod verden.

Hvis vi kan gribe de muligheder, som ligger lige foran os, vil visionen med tiden – ligesom andelstanken gjorde det – begynde at udkrystallisere sig ved de frugtbare eksemplers magt.

Først og fremmest handler det – præcis som i det ‘arabiske forår’ – om at skabe selvtillid og tro på en fælles vision hos den enkelte.

Og det handler om værdier. Det er værdier, som styrer vores måde at bruge de sociale netværk på. Det er et opgør – ikke med diktatorer, men med kulturforvalternes excelark og regnskabslogik. En bevægelse mod at forstå kulturen uden for excelarket, som giver mod til at skabe fornyelse ikke bare på scenerne og udstillingsvæggene, men helt ud på de enkelte skriveborde i kulturinstitutionernes kontorer.

 

 

 

Mik Aidt holder et oplæg og en workshop om emnet på det internationale formidlingsseminar i Nyborg i marts 2012. Emailadresse: mik.aidt@dcai.dk.

 

Rapporten ‘Fra guder til tjenere’ kan downloades gratis i pdf-format fra www.cki.dk.

 

Se også www.audiences.dk

 

 

 

 

 

 
 

Hvis du vil printe eller videresende denne artikel:
  Printvenlig PDF