Migrationsforsker og konsulent Helle Stenum var inviteret til at holde et oplæg i Skuespilhusets smukke rammer ved et seminar med overskriften ‘Teater og integration’ – integration i forståelsen, integration af etniske minoriteter.

 

Hendes bidrag var et forsøg på at vende debatten på hovedet og invitere til andre perspektiver, end de sædvanlige integrations“pakker”, der typisk handler om, hvordan ‘vi’ får integreret ‘dem’: 

 

 

 

Begreberne ‘os’ og ’dem’ har skruet sig ned i den almindelige opfattelse; blege danskere er ‘os’, og indvandrere, muslimer, etniske minoriteter er ‘dem’.

 

Mens der tales og kritiseres vældig meget, når det handler om ‘dem’, så sættes der sjældent spot på ‘os’. Nogle gange får man det indtryk, at ‘vi’ har siddet på en paradisø uden forbindelse til resten af verden, indtil ‘dem’ begyndte at komme og forstyrre ‘os’ for omkring 30 år siden.

 

Men sådan er det jo ikke.

 

Netop det sted, hvor Skuespilhuset i dag er placeret – på Kvæsthusbroen, i kanten af Frederiksstaden og med udsigt til det Vestindiske Pakhus – rummer så mange forbindelser til den historie, ‘vi’ aktivt har glemt, men som ville kunne gøre ‘os’ bedre i stand til at anlægge et kritisk blik på ‘os selv’ – som blege etnisk majoritets-danskere – og dermed hjælpe integrationen af majoritetsdanskerne bedre på vej.

 

‘Vi’ har integreret på minoriteten i mindst 30 år, men hvis det skal rykke, må vi overskride bonertheden og komme i gang med at integrere majoriteten – sætte fokus og spotlight på ‘os’, for at kunne gøre det ‘os’ større og mere mangfoldigt, end det er i dag. 

 

Men ‘vi’ vægrer os. I den hjemlige integrationsdebat er der især tre standard-indvendinger, som afsendes fra blege majoritetsdanskere, når det handler om at fralægge sig ansvaret for integrationsprocessen:

 

“Det er så nyt, det med indvandrere og forskellige etniske grupper,” 

“Vi har gjort alt muligt!” – og 

“Vi vil gerne inkludere dem.” 

 

Og det gælder også den forholdsvis jomfruelige integrationsdiskussion inden for kultur- og teaterlivet.

 

Så lad os se lidt nærmere på disse indvendinger.

 

 

Bare inden for de sidste 100-150 år har Danmark været karakteriseret af indvandring og udvandring og befolkningen har været blandet ind i kolonisering og slavehandel helt på lige fod med andre europæiske lande.

 

Omkring 500.000 danskere udvandrede til Nordamerika, og en del af dem fra Kvæsthusbroen, hvor Skuespilhuset nu ligger. I begyndelsen skulle danskerne, der ville udvandre, benytte sig af udenlandske rederier, men i 1880 blev Dampskibsselskabet Thingvalla stiftet. Fra Kvæsthushusbroen i Københavns Havn gik ruterne blandt andet til et gammelt fort i New York, Castle Garden, som indtil 1892 var modtagestation, hvorefter Ellis Island tog over. 

 

Ikke alle blev lukket ind; mentalt syge, handikappede, blinde, folk med smitsomme sygdomme og de fattigste, som blev anset som en belastning for systemet, blev afvist. ‘vi’ emigrerede og nogle af ‘os’ blev afvist og udvist, og nogle gange blev ‘vores’ familier splittet ad på Tårernes ø, Ellis Island.

 

Arbejdsindvandringen er heller ikke et nyt fænomen. Imellem 1860-1920 vandrede tre bølger af økonomiske indvandrere til Danmark: Første bølge kom fra de lande, der tilsammen udgjorde Det Tyske Forbund. 100.000 mennesker kom for at søge arbejde. Oftest var der tale om yngre håndværkersvende, og de søgte til købstæderne i Danmarks sydvestlige dele og til København. Anden bølge bestod af et mindst lige så stort antal ufaglærte sydsvenskere, som både søgte arbejde og ophold i byen og på landet i Østdanmark. 

 

I denne bølge var der lige så mange kvinder som mænd, og mange af kvinderne arbejdede i de københavnske borgerhjem. Den tredje bølge var polakkerne – hvoraf mange i virkeligheden var hviderussere og ukrainere og de fleste kvinder, som især rekrutteredes til roemarkerne på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn.

 

Jøder fra Rusland og politiske flygtninge indvandrede omkring 1900 og frem. Den russisk ortodokse kirke i Bredgade ikke langt fra Skuespilhuset var samlingssted for mange russisktalende indvandrere. Og indvandringen fortsatte i skiftende omfang op igennem det 20. århundrede.

 

Så ‘vores’ forfædre og slægter rummer sandsynligvis alle både indvandrere og udvandrere.

 

 

Den vestlige kolonisering af resten af verden var ‘vi’ også aktive deltagere i. Nogle af de indvandrede svenske tjenestefolk arbejdede måske i de rige huse i Frederiksstaden omkring Amalienborg – for eksempel i det Schimmelmanske Palæ, der nu er Odd Fellow palæet, og som blev bygget på fortjenester fra den danske slavehandel og kolonisering – ligesom i øvrigt en stor del af Frederiksstaden – og Marienborg er det. 

 

Hotel Admiral ved siden af Skuespilhuset er bygget af en rig dansk slavehandler, og Det Vestindiske Pakhus lidt længere henne var det ene ben i trekantshandlen med slaver. Her blev sukkeret fra kolonierne solgt. Det Vestindiske Pakhus som var central i trekantshandlen med slaver, våben og sukker – Danmark var den sjettestørste slavehandlernation og deltog i en af verdenshistoriens største tvangsflytninger, hvor mere end 15 millioner afrikanere over 300 år blev tvunget til steder som primært Syd- og Nordamerika og Caribien for at arbejde som slaver i sukker-, tobaks- og bomuldsmarker. 

 

Danmark stod for cirka 300.000 slaver, hvoraf de to tredjedele døde på vejen på godt 330 sejladser. I pakhuset solgtes sukkeret fra Vestindien på auktion. Omkring 1780 udgjorde raffineret sukker omkring halvdelen af Danmarks eksport.

 

Koloniherredømmet indebar senere blandt andet, at små børn blev skilt fra deres forældre og sendt til Danmark for at blive integreret og uddannet, og at koloniserede mennesker i Vestindien ikke havde stemmeret og ikke kunne deltage i afstemningen om, hvorvidt de og kolonien skulle sælges.

 

 

Og Grønland har også en kolonihistorie, der ikke rigtig er fortalt endnu, hvor blandt andet blege majoritetsdanskere i mange år fik højere løn for at arbejde i Grønland end grønlændere – for samme arbejde.

 

‘Vi’ har også deltaget frejdigt i racetænkningen i samme periode med udstillinger omkring 1900 i Tivoli af mennesker – indere, kinesere, grønlændere, afrikanere og blandt andet to børn fra de vestindiske øer. En udstillingsrække, der sjovt nok er “faldet ud” af de officielle beskrivelser af Tivolis historie. 

 

‘Vi’ har også i nyere tid behandlet grønlandske børn efter andre standarder end danske børn med smertelige konsekvenser ved at adskille dem fra deres forældre og anbringe dem i særlige institutioner – en strategi, der også kendes i andre koloniale sammenhænge, for eksempel i Australien.

 

‘Vi’ har i 1930erne udvist både begejstring og foragt for nazismen. ‘vi’ afviste op til Anden Verdenskrig jødiske asylansøgere ved grænsen, men menneskesmuglede også under krigen jøder til Sverige.

 

Det at etniske forskelle er blevet givet politisk og social betydning i et magthierarki – og at der konstant er foregået etniske integrationsprocesser – er ikke noget nyt. Man kan derfor undre sig over, hvorfor den forestilling om “det nye” er opstået og bliver gentaget igen og igen.

 

En historiker har engang sagt, at en nation skabes ikke mindst gennem et kollektivt hukommelsestab – og i den danske nationale fortælling er der en masse udeladelser, som ‘vi’ må undersøge og anerkende, hvis vi vil forsøge at forstå “os selv”. 

 

I den forståelse bliver vi nødt til at se ‘vores’ egen placering i forskellige magtrelationer. Vi må revidere forestillingen om, at ‘vi hvide’ / ‘vi vestlige’ er placeret som menneskehedens og civilisationens øverste top, der bare var lidt klogere end alle andre.

 

 

En anden standardindvending er, at ‘vi’ har jo gjort alt muligt for at få integrationen til at virke, men alligevel er der problemer.

 

Der er blevet integreret på minoriteter i de sidste 30 år; men vi taler ikke om diskrimination og forskelsbehandling – vi opfører os som om ‘de’ har et handicap udover forskelsbehandlingen som ‘vi’ skal kompensere for.

 

‘Vi’ taler om kvoter i folkeskolen, i gymnasier, i boligområder, fordi “koncentration” er problemet.

‘Vi’ taler om udvikling og uddannelse, fordi ‘deres’ kvalifikationer og viden trænger til et boost.

‘Vi’ taler om mentor-ordninger, fordi ‘vi’ som mentorer skal åbne døre for ‘dem’.

‘Vi’ taler om, at nogle af ‘dem’ skal være ambassadører og rollemodeller for “de andre” – være en slags bindeled mellem ‘os’ og ‘dem’.

‘Vi’ taler om, at ‘vi’ skal blive bedre til at integrere ‘dem’.

‘Vi’ åbner (og skærmer af) for nicher i vores verden, hvor ‘de’ kan udfolde sig – særlige jobs, særlige forestillinger, særlige projekter.

 

‘Vi’ er – måske i stigende grad – et ekskluderende ‘vi’, som man som ikke-bleg etnisk minoritet i praksis i hverdagslivet er udelukket fra – man bliver aldrig helt rigtig en del af den blege nationale danske ‘vi’, og det understøttes af en lovgivning, som bliver stadigt mere og mere indrettet på praktisk forskelsbehandling med en juridisk fernis af formel ligebehandling.

 

 

Den tredje standardindvending er “vi vil så gerne inkludere dem”, men “de kommer ikke”, eller “vi kan ikke finde nogen der passer, har den rigtige uddannelse, eller de er jo slet ikke interesserede...”

 

I teaterverdenen kan man høre indvendinger som, “der er ingen egnede til optagelsesprøverne”, “teaterstykkerne handler jo om det universelle og det vil være forstyrrende med minoritetsskuespillere”, “det skal jo ikke handle om integration det hele”. 

 

Sjovt nok er det såkaldt universelle for det meste beskrevet fra den hvide mands perspektiv.

 

‘Vi’ er – måske i stigende grad – et ekskluderende ‘vi’, som man som ikke-bleg etnisk minoritet i praksis i hverdagslivet er udelukket fra – man bliver aldrig helt rigtig en del af den blege nationale danske ‘vi’, og det understøttes af en lovgivning, som bliver stadig mere og mere indrettet på praktisk forskelsbehandling med en juridisk fernis af formel ligebehandling.

 

Og når ’vi’ siger, at ’vi’ gerne vil inkludere ’dem’, så taler vi sjældent om, at det stadig er ’os’, der er chefer og direktører, sidder i udvalg, der deler penge ud, skriver de stykker, der vises på teatrene, instruerer forestillingerne, køber billetterne, er kulturpolitikere, er kulturjournalister, er chefredaktører og ... Fortsæt selv listen ...

 

 

Det er måske fordi, ‘vi’ er de normale, og der findes ikke en større magt end at være normal – eller rettere at være menneske.

 

Hvis man beder folk om at se sig i spejlet og fortælle, hvad de ser, så vil rigtig mange kvinder sige, at de ser en kvinde. Kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund vil ofte nævne deres etnicitet, men hvis man spørger en hvid mand, om hvad han ser i spejlet, så vil han typisk sige “et menneske”. Den hvide mand er sjældent karakteriseret som hvid mand, han opfatter og opfattes snarere som et eksemplar af det universelle menneske – alt andet er afvigelser.

 

Den amerikanske kønsforsker, Peggy McIntosh, skrev i 1988 en artikel, hvor hun reflekterede over sin egen position som hvid i det amerikanske samfund, hvor forskelsbehandlingen på grund af hudfarve og etnicitet ofte er usynlig og tabuiseret for hvide – fordi de jo netop ikke udsættes for den. Hvide har et dårligt syn for forskelsbehandling af andre, fordi de selv befinder sig i en privilegeret position. ‘White privilege. Unpacking the invisible Knapsack’ hed artiklen, og den oplistede blandt andet en lang række “hvide privilegier”. I det følgende vil jeg med inspiration fra McIntosh forsøge at beskrive de hvide hverdagsprivilegier, som de tager sig ud i en dansk kontekst:

 

 

 

1. Jeg forventer ikke at blive stoppet i paskontrollen på grund af mit udseende

 

2. Forventer ikke at blive sprunget over i café- og butikskøen på grund af mit udseende

 

3. Forventer ikke at blive stoppet af politiet, hvis

- jeg kører i en smart bil

- trækker med en låst cykel

- sidder på en bænk over for en ambassade

 

4. Forventer ikke at blive afvist i banken, når jeg vil låne penge

 

5. Forventer ikke at blive afvist i døren til diskoteket

 

6. Forventer ikke at blive bedt om at sørge for, at mit barn i skolen kan fortælle om baggrunden for religiøse og folkelige traditioner – for eksempel pinse og chokoladepåskeæg

 

7. Forventer ikke at blive afvist i jobsøger- og praktikpladsansøgerbunken på grund af mit navn

 

8. Forventer ikke at blive fulgt rundt i butikker af detektiver og vagter

 

9. Forventer ikke – altid – at sidde ved siden af det sidste tomme sæde i bussen

 

10. Forventer ikke at skulle forsvare alle hvide sexforbrydere og voldsmænd

 

11. Forventer ikke, at jeg eller min familie bliver svinet til på grund af vores udseende

 

12. Forventer ikke at blive udsat for racistiske tilråb på gaden

 

13. Forventer ikke at blive ignoreret af skolelæreren

 

14. Forventer ikke at blive mødt med overdreven skepsis i mit nye job

 

15. Forventer ikke, at jeg skal være ambassadør for alle “hvide” i Danmark

 

16. Forventer at kunne genkende min egen placering i historie og kulturundervisning

 

17. Forventer ikke at få afslag på lejlighed på grund af mit navn eller udseende

 

18. Forventer ikke, at folk jeg ikke kender, udspørger mig om “min religion” eller “min kultur / etnicitet”

 

19. Forventer at kunne genkende mig selv i nyhedsprogrammer, debatter, soaps, reklamer, valgannoncer, med videre – og ikke som forbryder

 

20. Forventer at kunne komme til orde

 

21. Forventer ikke, at jeg skal stå til ansvar for alt hvad ‘hvide’ gør

 

22. Forventer ikke at være et problem for mine naboer, hvis jeg flytter ind i en opgang

 

23. Forventer ikke, at mit og min families køb af hus kan få naboens hus til at falde i pris

 

24. Forventer, at folk kan udtale mit fornavn, at de ikke kalder mig noget andet hvis de ikke kan udtale det, og at jeg ikke hele tiden skal stave det

 

25. Forventer ikke at blive tiltalt som “I” – “I gør jo sådan og sådan...” refererende til en uspecificeret etnisk storgruppe

 

26. Forventer ikke til et møde på rådhuset at blive patroniseret og få at vide, at jeg taler vel nok godt dansk, mens det emne, jeg taler om, bliver ignoreret

 

27. Forventer ikke, at jeg skal spise eller drikke bestemte fødevarer (svinekød, alkohol) for at bevise, at jeg er god nok

 

28. Forventer ikke igen og igen at høre eller skulle grine høfligt af vitser om ‘hvide’

 

29. Forventer ikke at skulle lave mad i mit barns skole, der skal repræsentere hvid danskhed

 

30. Forventer at kunne gifte mig uden at der er nogen, der blander sig i det

 

31. Forventer ikke, at jeg over for fremmede mennesker skal udtrykke min taknemmelighed ved at bo i Danmark

 

32. Forventer ikke, at retssystemet vil dømme mig uretfærdigt, fordi jeg er ‘hvid’ og forventer ikke at nævningeting, dommere, forsvarere og anklagere alle er ‘ikke-hvide’

 

33. Forventer ikke, at skolevejleder/sagsbehandler kun råder mig til at blive social- og sundhedsassistent eller rengøring, når jeg skal vælge uddannelse/job

 

34. Forventer ikke at være et problem for ‘ikke-hvide’ forældre på mit barns skole, fordi jeg og mine børn er hvide

 

35. Forventer ikke, at folk går over på den anden side af gaden, fordi de er bange for mig 

 

36. Forventer ikke, at folk griber til deres tasker og punge, når jeg træder ind i rummet

 

37. Forventer ikke at skulle være nogens etniske trofæ

 

38. Forventer ikke, at jeg konstant undersøges som ‘hvid dansker’ i statistikker og undersøgelser om familiemønster, arbejdsløshed, kriminalitet, værdier, religion, med videre

 

39. Forventer ikke at blive mødt med paternalistiske foredrag om ‘kultur’, hvis jeg kommer for sent, råber højt eller lignende

 

40. Forventer ikke, at mit uddannelsessted opfylder arbejdsgiverkrav om ‘ingen hvide’, så jeg ingen praktikplads får.

 

41. Forventer ikke, at arbejdsformidlingen opfylder arbejdsgiverkrav om ‘ingen hvide’ ved besættelse af ledige jobs

 

42. Forventer ikke at blive spurgt om madvaner og religion til en jobsamtale

 

43. Forventer at kunne rejse i det meste af verden

 

44. Forventer selv at kunne vælge, om jeg vil skille mig ud fra mængden

 

45. Forventer at ‘hvide’ er placeret på alle niveauer i hierarkierne

 

46. Forventer ikke, at folk tiltaler mig som rengøringskvinden, når jeg er på et stort hotel

 

47. Forventer at samfundets autoriteter vil tale imod hetz og mobning mod min ‘hvidhed’

 

48. Forventer ikke, at ministre og store partier i Danmark vil udtale sig nedladende og fordomsfuldt om ‘hvide’

 

49. Forventer ikke, at jeg på grund af min baggrund, min eksistens, min krop udpeges til samfundets største problem

 

50. Forventer, at samfundet vil tage mine oplevelser af forskelsbehandling alvorligt

 

 

Der kan være lang vej til den kritiske indsigt, ‘vi’ har brug for at kunne se vores position og den magt, der ligger hos den blege majoritet. Ofte vil jeg som majoritetsperson kun kunne få den indsigt ved at lære af andres erfaringer – af folk, der i kraft af deres minoritetsposition bliver udsat for forskelsbehandling både mellem mennesker og institutionelt, for jeg oplever det jo ikke selv – det er det smarte ved at være placeret som det normale – som mennesket, som målestokken.

 

 

Man kunne starte med at vende bøtten og bruge den store uudnyttede viden, der ligger hos rigtig mange danskere med minoritetsbaggrund om, hvordan eksklusionsmekanismer fungerer i praksis. Så kan vi komme videre, men det kræver, at de blegansigter, der går ind i det – ind i læringsprocessen – er villige til at befinde sig i den dobbeltbevægelse, som handler om: 

 

• at sætte sig i den andens sted, men også at være villig til at sætte den anden i sit eget sted. 

 

• at være villig til at operere med forestillingen om, at min efterfølger, min kollega, min ven, ikke behøver at være et spejl af min bleghed.

 

Hvis man vender problematiseringen om, ser man måske bedre; i stedet for at sige “det er et problem, at der ikke er nogle etniske minoriteter blandt skuespillerne”, så i stedet sige: “det er et problem, at der er så mange etniske majoriteter blandt skuespillere”, “det er et problem, at miljøet er så etnisk homogent” – vi er så vant til at koncentrationen er problematisk, så det må jo være det samme her.

 

Hvis ‘vi’ kan se det og vil det – for det handler om at være villig til at give slip på altid at være en del af det privilegerede fællesskab – og det er ikke altid så let!

 

I denne forandringsperiode kunne det være fantastisk, om man i dette kreative miljø vendte bøtten på hovedet og erkendte at majoriteten – den blege majoritet – bliver nødt til at integrere sig noget bedre og blive klogere på udelukkelsesmekanismerne, på ‘vores’ privilegier, for at kunne dele dem med andre:

 

... der er basis for studiekredse, workshops i blegansigterne privilegier – og gerne med en genskrivning af historien, som kan inkludere andet end blegansigternes nationale selvforståelse

 

... udnævnelse af blege ambassadører for åbenhed om de bleges privilegier.

 

... mentor ordninger, hvor folk med etnisk minoritetsbaggrund kan støtte op om majoritetspersoners læringsproces omkring etniske relationer.

 

... kvoteordninger, hvor der sættes max-kvoter på blege skuespillere, instruktører, forfattere, direktører, udvalgsmedlemmer

 

... udnævnelse af blege rollemodeller, som arbejder for større mangfoldighed og gode ideer til at bryde op i de bleges privilegeredes fællesskaber.

 

 

 

 

 

 

 

Kronik i Politiken

Denne artikel blev bragt i en kortere version som kronik i Politiken den 31. august 2010:

 

 

 

Mere om samme emne

Artikel i Dagbladet Information – den 14. december 2011:
Den vilde øjenlyst
To udstillinger i Paris rejser på hver sin måde spørgsmålet om, hvorvidt det vestlige menneske overhovedet kan betragte fremmede folkeslag uden at ville gøre sig til herre

• Bøger
• Rapporter
• Debat og blogs
• Radio
• Policy papers
• Interviews
• Magasiner
• Presse om CKI

• Seneste
• Retning
• Mest læste