Onsdag den 5. marts 2014

Holder Danmark sit løfte til FN om at fremme mangfoldigheden?

Skrevet af: Karen Lisa Salamon

13. april 2012


Emneord:

Print

Inspiration fra en høring om kulturel og kunstnerisk mangfoldighed i Danmark


Det er snart fem år siden, at UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed trådte i kraft som juridisk bindende, international aftale.

Den danske regering var dengang medunderskriver og er nu forpligtet på at afrapportere, hvilken praktisk betydning aftalen har haft for Danmark de første fire år.

For at markere begivenheden afholdt en række kulturorganisationer i marts 2012 en kort, men intens høring. Fokus var på aftalens fremadrettede betydning for kunstens og kulturlivets grundvilkår lokalt og globalt.

Initiativtagere var Dansk Kunstnerråd, Det Danske Kulturinstitut, Center for Kultur og Udvikling, Culture/Futures, Center for Kunst & Interkultur, Freemuse, Kulturhusene i Danmark, Kulturelle Samråd i Danmark og dagbladet Politiken. Organisationerne havde forudgående haft mulighed for at indgive høringssvar til Kulturministeriet.

 

 

Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard byder velkommen til høringen. Foto: Maja Jakobsen

 

Næsten global aftale

Til dags dato har 121 stater tilsluttet sig aftalen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed. EU har været en stærk drivkraft i arbejdet for aftalen, og det siges, at initiativet især kom fra franskmændene. De ville sikre sig fortsat kulturpolitisk mulighed for at beskytte og støtte fransk kunst og kulturliv økonomisk, uden internationalt at blive juridisk anklaget for konkurrenceforvridning eller protektionisme. En række udviklingslande havde lignende ønsker, blandt andet fordi deres kultureksport i høj grad bygger på kulturstøtteordninger.

Amerikanerne var derimod modstandere af sådan en international aftale, og har ikke tiltrådt den. I stedet har de villet sikre sig fortsatte muligheder for at indgå andre aftaler, også til fremme af et ubegrænset, globalt konkurrencemarked på kulturområdet. I aftalen står der nemlig direkte, at staterne ikke må “underordne denne konvention under nogen anden traktat” – og altså heller ikke under nogen anden handelstraktat.

UNESCOs konvention fremstår altså som en slags kulturens globale grundlov. Konventionen kan betragtes som en markering af kulturens og kunstens egenværdi i samfundet – uafhængigt af den kommercielle værdi de måtte have.

 

Politisk varmt område

I de forgangne år har her i Danmark været stort fokus på den kommercielle værdi og side af kulturen og kunsten, og det er jo også med til at styrke kulturlivet. Men samtidig minder konventionen om, at kulturen og kunsten skal udvikles for deres egen skyld og ikke kun for den kommercielle værdi de måtte have: “Hvad nytter det at have noget at leve af, hvis vi ikke har noget at leve for?”, som det blev udtrykt under høringsdebatten.

De internationale diskussioner omkring UNESCO-aftalen har vist, at kultur er et både økonomisk og politisk varmt område, og måske netop derfor har brug for ekstra opmærksomhed og beskyttelse.

Det er også værd at bemærke, at lande som Rusland og Saudi Arabien ikke har tiltrådt aftalen, måske fordi den også handler om kulturelle menneskerettigheder.

 

Kulturbeskyttelse

Aftalen er nemlig rettet mod at beskytte minoritetskulturer, kvinders kulturelle rettigheder og indfødte befolkningsgruppers kulturudtryk. Den fastslår, at national flertalskultur i en stat skal anerkende minoritetskulturers rettigheder. Mange steder i verden forhindres minoritetsgrupper og indfødte folk nemlig stadig i kulturel udfoldelse, og der opretholdes i praksis forbud mod offentligt at bruge bestemte sprog og opføre traditionelle danse, ceremonier, teater eller musikformer. Flere steder sker der overgreb på kunstnere, som trodser disse forbud.

Her kan mangfoldigheds-konventionen gøre en forskel, men det sker ikke af sig selv ved aftalens blotte eksistens. Aftalen skal sættes i spil og bruges aktivt. Også efter aftalens ratifikation er tusindvis af kunstnere rundt om i verden blevet kidnappet, dræbt eller hindret i at udtrykke sig, så der er fortsat grund til aktivt og gensidigt at holde øje med andre landes kunstneriske ytringsfrihed.

Konventionsudformningens parter har haft hver deres dagsordener, og sammen har de skabt en ganske flertydig aftale. Alligevel spiller aftalen en kulturpolitisk rolle, og her i Danmark er den blandt andet blevet brugt som anledning til gennemførelsen af Kulturkanonen (2006), der vel til dels handlede om bevarelse og fremme af dansk kulturarv i mødet med “hollywoodisering” og globalisering. Kulturkanonen har sat sig spor i uddannelsessystemet, men mest som nationalt projekt.

Derimod blev det ved høringen nævnt, at det i dag står ret sølle til med kunstens betydning i skolerne. Når børn og unge ikke lærer at forholde sig til kunst og kultur, og hvis der ikke satses på kunsten i grunduddannelser og skoler, er der ikke meget kunstnerisk eller kulturel bevidsthed at trække på i fremtiden.

Høringen tydeliggjorde derfor også ønsket om, at de kreative fag styrkes i uddannelsessystemet, og bidrog til den konklusion, at det kulturelt mangfoldige desværre ikke har sat sig tydelige spor i dansk kulturpolitik inden for rigets grænser. Det var blandt andet derfor kulturorganisationerne ønskede at afholde denne høring om aftalen.

 

 

TV2News bragte et fem-minutters indslag om høringen sammen aften.

 

Kulturel rigdom

I lyset af kulturovergreb andre steder i verden, er det nemt for danske myndigheder at pudse glorien. Ved høringen sagde en embedsmand, at Kulturministeriet betragter konventionen som en selvfølgelig “global grundlov for kulturen”, der sikrer de enkelte landes ret til at have en kulturpolitik og til at støtte kunst og kultur økonomisk. På det område har Danmark jo stået sig fint de seneste 50 år, mente embedsmanden.

Andre høringsdeltagere mente dog, at Danmark bør være knap så selvglad på kulturlivets vegne, og at netop det kulturelt mangfoldige inden for rigets grænser ikke har fået tilstrækkelig kulturpolitisk støtte.

De senere år har kulturen ofte været spændt for en national identitetsdannelsesvogn eller været reduceret til eksportfremmer. Men kulturel mangfoldighed handler ikke kun om at formidle dansk kultur ud af landet, men også om at bringe verdens kulturudtryk til Danmark, som en høringsdeltager formulerede det. Og så handler det om at anerkende og styrke variationen i dansk kultur.

Omkring ti procent af den danske befolkning har en interkulturel (indvandrer) baggrund, som en høringsdeltager fastslog, og “hvis vi går ud fra, at de allesammen betaler skat, så burde de vel også få ti procent tilbage i det offentligt finansierede kulturliv?”

Også på andre mangfoldighedskulturelle planer har kulturpolitikken de senere år set noget sløv ud.

Det er blevet sværere for kunstnere fra lande i Asien og Afrika at få visa til kulturarrangementer i Danmark, og medierne spejler i ringe grad verdens kulturer, ligesom de også er ret kulturelt homogene omkring det mere “gammeldanske” kunstliv. Svenske medier har til sammenligning et bredere kulturelt udsyn.

 

Ønske om indragelse

Ved høringen blev det diskuteret, at konventionen muliggør styrkelsen af kulturel mangfoldighed, en egentlig anerkendelse af kulturens rolle i Danmarks udviklingssamarbejde, og også gør det muligt kulturpolitisk at koble kulturel mangfoldighed med bæredygtighed.

Ved debatten var der også generel lydhørhed omkring behovet for oftere at evaluere på aftalens effekter i Danmark, hvilket for eksempel kunne ske hvert andet år i samspil mellem kultur- og kunstorganisationer og Kulturministeriet.

Desuden var der blandt høringsdeltagerne ønske om større kulturpolitisk gennemsigtighed, så civilsamfundet blev bedre inddraget og fik mulighed for at kommentere på for eksempel ministeriets afrapporteringer til UNESCO.

Kulturministeriets embedsmand var noget tilbageholdende, men medgav, at der godt kunne komme et “forøget fokus på den del af integrationspolitikken, der handler om kulturmødet, og det vil være et løbende aspekt ved kulturinstutionerne i deres fremadrettede arbejde, også når der skal forhandles public service kontrakt med DR og TV2 fremover.”

Det kunne lyde som nye toner, som Regeringen kan holdes fast på.

 

 

Karen Lisa Salamon er kulturforsker og etnograf, phd, www.etnograf.dk

 

 

 

 

Lyt til høringen i Politikens Foredragssal den 19. marts

Man kan lytte til alle oplæg og debatten på høringen og læse organisationernes høringssvar til Kulturministeriet her:

www.cki.dk/index.php?id=1012

 

Læs mere om samme emne

Karen Lisa Salamon havde den 14. april denne artikel i Dagbladet Information:

Dansk kulturel mangfoldighed

 

I egen selvforståelse står Danmark sig fint, når det gælder mindretalskulturer. Men der er rigtig god plads til forbedringer, viser høring om dansk tilslutning til UNESCO-konvention om mangfoldighed