Tirsdag den 22. maj 2012

Hudfarver i kamerafokus

Skrevet af: Hassan Preisler og Mik Aidt

16. april 2010


Emneord:
film teater scenekunst repræsentation ligebehandling diskrimination hudfarve

Print

Man må ikke annoncere efter folk med en bestemt hudfarve eller etnicitet. Skal vi i ligebehandlingens navn lade som om, vores hudfarver er usynlige – eller skal vi tværtimod fokusere endnu mere på dem, eksempelvis når vi sammensætter skuespillerholdet til en spillefilm?


I en kommende dansk tv-serie skal der være en scene, hvor adoptivbørn af asiatisk oprindelse optræder. Men når statisterne skal findes, må producenten af tv-serien ikke søge specifikt efter børn af asiatisk udseende. Det mener Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, DRC, som på vegne af en gruppe forældre med adoptivbørn har klaget over stillingsannoncen til Ligebehandlingsnævnet.

Dette kom frem i en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. marts 2010 – artiklen havde overskriften “Filmfolk indberettet for at søge asiater. En tv-producent har fået en klage for at søge statister af asiatisk udseende. Absurd, siger Producentforeningen.” Stort set alle landsdækkende medier, inklusiv DR og TV2, tog sagen op og fik eksperter til at kommentere den i de følgende dage.

For hvad skal man mene? 

En nyere undersøgelse viser, at den direkte årsag til, at den store hvide middelklasse i USA kunne stemme på Obama, var, at de uge efter uge havde set en sort præsident, der var charmerende, intelligent og retfærdig – i tv-serien 24 Timer. Hvem der får hvilke roller i populære tv- og filmproduktioner er slet ikke ligegyldigt i et ligebehandlingsperspektiv.
 

 
Lov om forbud mod forskelsbehandlinger siger, at man ikke må forskelsbehandle på grund af race, hudfarve, religion, tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Det ansvarlige ministerium kan dispensere i særlige tilfælde.

Hvis man i filmbranchen ikke må caste efter etnicitet, forhindrer man kunstens skildringer af relevante samfundsproblemer. På den anden side er det forståeligt, at forældrene til de adopterede ønsker, at deres børn bliver betragtet som danske uanset deres hudfarve. 

Amerikanske metoder
En lignende problemstilling løber kulturinstitutioner ind i, når de gerne vil udvikle målemetoder for at kunne finde ud af, om de lever op til deres mål om mangfoldighed i medarbejderstaben såvel som i publikumskaren: Loven siger, at de faktisk ikke må gå ind og måle, tælle eller spørgeskema-undersøge deres publikum på etnicitet eller hudfarve.
 

 
“Det er ikke nogen principsag. Det er bare landets lovgivning, der skal overholdes. Og det kan ikke være noget stort problem for filmselskaberne.”
Leder af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Niels-Erik Hansen, til Politiken

I USA skriver man i stillingsannoncer, hvor man til en bestemt rolle skal bruge en skuespiller med koreansk udseende: “Vi søger en skuespiller, der med overbevisning kan portrættere en koreansk karakter.” 

I overenskomsten mellem det amerikanske skuespillerforbund Screen Actors Guild og branchen står der, at man på enhver produktion SKAL have en person, hvis funktion det er at registrere castets etniske, alders- og kønsmæssige sammensætning. Det betyder i praksis, at denne person udfylder et skema, hvori han/hun angiver, hvad han/hun tror skuespillerens alder og etnicitet er. Personen må ikke spørge skuespilleren. Disse statistikker bliver flittigt brug af forbund og interesseorganisationer til at skildre udviklingen – eller manglen på samme – i forhold til ønsket om mangfoldig afspejling.

Et år i 1990erne castede alle de store tv-netværk i USA pludselig kun hvide mænd i samtlige af deres store serier. Det medførte at National African American Congress truede netværkene med en landsdækkende boycott, hvis de ikke castede om. Det gjorde de. Med udsigten til at miste 25 procent af deres kunders opmærksomhed, truede reklamekunderne nemlig netværkene med at trække deres annoncering.

Svar fra en ekspert
Mira Skadegård Thorsen er senior konsulent i diskrimination og mangfoldighed. Hun er også forperson for Bevægelsen Brun – en organisation, der bekæmper diskrimination i medier og kulturlivet. Hendes arbejde består i identificering, rådgivning, analyse og udvikling af strategier i forhold til ligestilling og diskriminationsbekæmpelse.  Det følgende er Mira Skadegård Thorsens svar på spørgsmålet om, “hvad man skal mene?” – om filmfolkene, der er blevet indberettet for at søge asiater og Producentforeningen, der siger, at indberetningen er absurd. 

Mira Skadegård Thorsen skriver i en email til CKI:
“Jeg mener ikke, at man, sådan som producentforeningen ønsker, bør lave en generel undtagelse for film og mediebranchen. Det risikerer at give licens til, at tingene kan fortsætte som hidtil, uden kritisk refleksion eller motivation til at forbedre strukturerne og rammerne. Der er en betydelig og betydningsfuld udfordring, der skal adresseres, hvis vi i Danmark skal leve op til vores idealer om menneskelig lighed og ligeværd, samt undgå direkte og indirekte diskrimination i film- og mediebranchen. 

Det tyder ikke på, at branchen fremstiller ønsket om en generel undtagelse fra lov beskyttelsen mod diskrimination for at fremme repræsentationen af minoriteter generelt, men snarere på grund af et ønske om fortsat at kunne praktisere ’etnisk’ casting.  
Film- og mediebranchen har stor betydning i forhold til den nationale selvforståelse og diskriminationsudfordringen i Danmark.
Branchen har en mærkbar overrepræsentation af den dominerende befolkningsgruppe – det vil sige hvide mænd i deres bedste alder. Udover en markant underrepræsentation af kvinder i den del af branchen med indflydelse og magt i forhold til beslutningsprocesser, er der yderligere en problematisk underrepræsentation af mennesker med forskellige synlige minoritetsbaggrunde. 

For at feltet og branchen kan blive moderniseret, og dermed blive samfundsrepræsentativ og etisk forsvarlig, bør der sættes ind med en række initiativer. Sådanne initiativer kan bruges til at kaste lys på de gældende processer, procedurer og strukturer, der fastholder en kunstig hvid og mandsdomineret repræsentation. 

Når medierne i så høj grad er domineret af hvide mænd, og normalitet eller “danskhed” konsekvent beskrives og repræsenteres ved at skildre en hvid europæisk identitet som den “rigtige” eller “naturlige”, bliver casting fortsat etableret, hvor ikke-hvide fastholdes i perifere, eksotiske eller andre minoritetspositioner. Når bøsser, transseksuelle og lesbiske konsekvent spilles som karikerede eller overdrevne “typer,” er den danske film- og mediebranche med til at fastholde en homofobisk og intolerant stereotyp opfattelse. 

Ser man for eksempel på britiske og amerikanske tv-serier, er tendensen en anden – og betydeligt mere inkluderende. Normalrammen er her mere repræsentativ. Lesbiske og homoseksuelle karakterer portrætteres som fuldstændigt “normale”, deres seksuelle orientering bliver ikke fremhævet som abnorm eller særligt bemærkelsesværdig. Tilsvarende spiller brune, gule og sorte mennesker mainstream roller.  

I den danske virkelighed anno 2010 er “normale” danskere også brune, gule, lesbiske, og muslimske. Disse normale danskere har almindelige jobs, problemer, udfordringer og relationer, der hverken bliver anerkendt eller repræsenteret i danske film og medier. Så længe situationen er kunstigt hvid, hetero og kristen, og så længe man fastholder en ikke tidssvarende medie- og film repræsentation, vil skævheden og ubalancen fortsætte. Med disse tilstande, bør vi ikke blive overraskede, når en fremtrædende og indflydelsesrig teaterdirektør offentligt tilkendegiver, at ikke-hvide skuespillere “støjer på scenen”, hvis de bruges til “normale” roller. 

Danmark besidder ikke den nødvendige viden, bevidsthed eller motivation til at skabe en ændring. Der er ikke, som i andre lande, større grupper og interesse organisationer med indflydelse der kan motivere til mere tidssvarende repræsentation i branchen. Branchen mangler respekt for, og anerkendelse af, problematikken. Som med ovennævnte teaterdirektør, er holdningerne og imødekommenhed i film- og medie-magtcentrene præget af diskriminerende holdninger, benægtelse og uvilje til at skabe reelle ændringer.” 

Hvad kan der gøres?

“Danmark står over for en noget anderledes udfordring, end for eksempel USA. Kombinationen af en markant skævhed i film og mediebranchen, en tydelig dominans af en bestemt del af befolkningsgruppen, en udbredt mangel på viden og tilhørende sensitivitet, samt generel benægtelse af problemerne, er altsammen med til at skabe nogle udfordringer, der skal adresseres specifikt i forhold til den danske sammenhæng. 

Ydermere er der mangel på stærke interessegrupper med tilstrækkelig magt og indflydelse, der kan påpege og udfordre den problematiske underrepræsentation.  For at adressere udfordringer i forhold til strukturel diskrimination og medfølgende stereotyp og marginaliserende repræsentation vil en modernisering af medie- og filmbranchen være tiltrængt. 

Moderniseringen kunne for eksempel indeholde: 
• En gennemgribende holdningsbearbejdelse og udbredelse af viden om strukturel diskrimination som udgangspunkt.
• En faglig undersøgelse af strukturel diskrimination i film og mediebranchen for at fastlægge, hvor problemet er størst og hvor der eventuelt kan sættes ind
• Retningslinjer omkring casting, der passer til de specifikke udfordringer den danske kontekst står overfor
• Retningslinjer omkring sprogbrug, formuleringer og retorik i forhold til identitet
• Strategiske målsætninger
• Positive foranstaltninger
• Mainstreaming i stedet for parallelle eller isolerede tiltag, programmer og lignende
• Ombudsmand
• Inddragelse af organisationer, der kan optræde i kritisk dialog med branchen og med minoritetsgrupper
• Støtte til teater/film/medietiltag for specifikt at styrke minoritetsgruppers muligheder 

Også teater-, film- og medieuddannelserne bør forholde sig til egen praksis og implementere ovenstående tiltag i deres institutioner.

I forhold til registrering af etnicitet, minoritetsstatus, og andre identitetsparametre, må der sikres anonymitet og frivillighed. Der skal også være mulighed for, at identitet bliver noget, som individer selv kan definere, ligesom at det skal være muligt at undlade en sådan rubricering, hvis det ønskes.  

Argumentet for, at der skal være mulighed for selv at definere sig er relevant i den danske kontekst. Hidtil, i Danmark, har der været en udpræget tendens til at majoriteten definerer minoriteter ud fra majoritetens eget snævre perspektiv. Tilgangen har skabt store vanskeligheder i forhold til, hvis det skulle være en inkluderende og værdig proces. 

For eksempel definitionen af “danskhed”, som er blevet lig med hvidhed og dermed har skabt udelukkelse af ikke-hvide danskere fra fællesskabet. Selv om det ikke nødvendigvis har været en bevidst proces, har film- og medierammen haft stor betydning og skabt stærke og diskriminerende signaler om danskhed, inklusion og identitet i Danmark. Mekanismen kaldes også ‘symbolsk vold’ og er faktisk et overgreb på individer.  

I forhold til registrering bør grundlaget og motivationen for registreringen undersøges. Hvorfor skal der en registrering til? Hvem skal bruge det, og hvordan kan det gøres med respekt og sensitivitet? Det bør ikke foretages uden at de ansvarlige parter har gennemgået en vidensopbygning om diskrimination.   

Formuleringerne, der bruges, bør afspejle respekt og undgå stereotype eller fordomsfulde formuleringer. Det amerikanske eksempel – “vi søger en skuespiller der med overbevisning kan portrættere en (eksempelvis) koreansk karakter” – er en fornuftig formulering, ligesom registreringsmodellen i forhold til publikumgrupper godt kan give mening i en respektfuld og bevidst kontekst med fokus på at undgå diskrimination og overgreb. Men for at det kan give mening i dagens Danmark, vil jeg mene, at bevidstheden og vidensniveauet skal hæves betydeligt.  

Selvom det kan virke klodset, at der skal lægges fokus og energi på formuleringer og retorik, så er det den del af processen, hvor der skabes en anden bevidsthed og respekt. Tingene bør ikke fortsat foregå udelukkende på majoritetens præmisser; det er ikke en “nem” overgang, og det vil kræve noget af os, der skal til at handle og tale anderledes for at skabe en anden og bedre, mere inkluderende kontekst. Det er desværre en vigtig del af en omlægning, at man lærer at “holde tungen lige i munden.” 

Vi skal blive og være meget bevidste om, hvordan tingene hænger sammen eller netop IKKE hænger sammen. Og det bliver ikke nødvendigvis nemt. Men det kan til gengæld blive meget givende.” 



Mira Skadegård Thorsen har en profil her på Center for Kunst & Interkulturs hjemmeside:
cki.dk/radgivning/konsulenter/Mira-Skadegard-Thorsen

Hassan Preisler er skuespiller, medlem af styregruppen for Center for Kunst & Interkultur og kunstnerisk leder af Produktionsfælleskabet Dansk, der i år har fået støtte fra Kunstrådets scenekunstudvalg til forestillingen ‘Den Hvide Mand - En kompliceret kærlighederklæring’

Mik Aidt er journalist og centerleder på Center for Kunst & Interkultur

 

Kristeligt Dagblad den 23. marts 2010:
'Filmfolk indberettet for at søge asiater'
En tv-producent har fået en klage for at søge statister af asiatisk udseende. Absurd, siger Producentforeningen.
Af Kirstine Dalsgaard Larsen

Danmarks Radio, DR Nyheder den 23. marts:
'Filmbranche rammes af lov om forskelsbehandling'

Leder i Kristeligt Dagblad den 24. marts 2010:
Klage over tv-statister er absurd

Politiken den 24. marts 2010:
'Vrede forældre: Zulu-satire diskriminerer vores børn'

Gazette nr 7 den 1. april 2010:
'Brune mod brune'
I medierne bliver der ofte fokuseret på “os og dem”. Det bliver ikke sagt, men os og dem betyder “de hvide” og “de ikke-hvide”. Der bliver snakket om, at integration er “begge parters ansvar”. Men overser vi en vigtig problematik? 
Af Tess Sophie Skadegård Thorsen

Open Society Justice Initiative den 29. november 2009:
Working Group to Prepare a Draft Inter-American Convention against Racism and All Forms of Discrimination and Intolerance


Leder i Kristeligt Dagblad den 24. marts 2010:
Klage over tv-statister er absurd

“Noget tyder på, at det ikke bliver nemt at lave film og tv-serier i fremtiden. Som beskrevet i gårsdagens avis har Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, DCR, nemlig klaget til Ligebehandlingsnævnet over et jobopslag, hvor en tv-producent søger børn af asiatisk udseende til en ny tv-serie. Eftersom serien handler om adoptivbørn fra Asien, skulle man tro, at det var meget fornuftigt således at målrette søgningen efter egnede statister. Men nej. Ifølge loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet må man ikke udspecificere sine jobopslag på denne måde. Klagen fra DCR er den anden på kort tid. I en lignende verserende sag anklages Dansk Europamission for at søge efter en kristen medarbejder til en stilling. Begge klager er absurde og udtryk for, at lighedstænkningen er ude af balance. Det skal være muligt at målrette jobopslag som disse uden at blive anklaget for diskrimination. mbh”