Norges kulturminister udsender 'inklusionsmeddelelse' til Storting og kulturliv
Det norske kulturliv skal afspejle mangfoldigheden og løfte nye stemmer frem. Kulturminister Anniken Huitfeldt tildeler nu de offentligt finansierede, norske kulturinstitutioner en hovedrolle i arbejdet med at nå dette mål.
• Hvorfor deltager børn født af indvandrerforældre ikke så meget i kulturaktiviteter som andre børn?
• Hvorfor er de kommercielle tv-kanaler bedre til at få talenter frem med indvandrerbaggrund, end de statsejede kulturinstitutioner er det?
• Hvad kan vi gøre for at social baggrund og økonomi ikke har så meget at sige i forhold til om man deltager i kulturlivet?
Disse spørgsmål var i fokus, da den norske kulturminister Anniken Huitfeldt den 9. december 2011 fremlagde ‘Kultur, inkludering og deltaking’ – om kultur, inklusion og deltagelse i det norske kulturliv – en såkaldt ‘Melding til Stortinget’ på 128 sider, godkendt af Statsrådet, altså en kulturstrategi, et policypaper.
En rolle for kulturinstitutioner
“Der har været en historisk satsning på kultur i de seneste år. Udfordringen i de kommende år er, hvordan vi kan få flere til at bruge de kunst- og kulturtilbud, der er bygget op,” citeres Anniken Huitfeldt for at sige i regeringens pressemeddelelse:
“Jeg er interesseret i, hvordan kultur kan nå mange og især dem, der i ringe grad deltager i kulturlivet i dag.”
Hovedbudskabet i ‘Inklusionsmeddelelsen’ er, at alle skal have samme mulighed for at deltage i kulturlivet. Kulturlivet skal afspejle mangfoldigheden og løfte nye stemmer frem. Offentligt finansierede kulturinstitutioner vil blive tildelt en hovedrolle i arbejdet med at nå dette mål i et samarbejde med aktører i den frivillige kultursektor. Kultursektoren skal arbejde aktivt og systematisk med inklsionsspørgsmål.
“Inklusionsarbejde skal være en integreret og synlig del af strategi- og programarbejdet, personalepolitik og publikumsarbejdet i alle kulturvirksomheder, som får statslig støtte,” står der for eksempel i policypapiret.
Nogle af tiltagene i meddelelsen er at:
• Der skal udvikles programmer for publikumsudvikling i forskellige dele af norsk kulturliv
• Antallet af skuespillere med indvandrerbaggrund skal øges
• Der skal oprettes praktikordninger (‘asprirantordninger’) i kunstinstitutionerne
• Der skal bruges digitale værktøjer i bestræbelserne på at nå ud til flere
• Der skal etableres et kommunikationssystem for kultur på arbejdspladsen, ‘Den kulturelle madpakke’,
• Regeringen vil starte en forsøgsordning med ‘oplevelseskort’ (‘kulturpas’) til børn og unge fra familier med lav indkomst
• Der etableres en forsøgsordning med kulturskoletilbud for børn
• Samarbejdet mellem biblioteker og den frivillige sektor skal stimuleres
• Frivilligcentraler i områder, hvor der bor folk med mange forskellige etniske baggrunde, vil få flere penge
Du kan læse en oversættelse til dansk af policypapirets indledning her
Melding til Stortinget: Kultur, inkludering og deltaking
Tilråding frå Kulturdepartementet 9. desember 2011, godkjend i statsråd same dagen. (Regjeringa Stoltenberg II)
Print eller download policypapiret
Højreklik og vælg 'Gem destination som', hvis du vil downloade.
Mac: Hold CTRL-tasten nede og klik.
“Før i tiden var børn fattige på mad, nu er det mangel på deltagelse i fritidsaktiviteter, der gør, at nogle børn et ekskluderet. Så kulturlivet er vigtigere end nogensinde før.” (...) “Vi vil være en stærk kulturnation. Kultur er en vigtig arena, hvor folk mødes.”
Anniken Huitfeldt ser kulturen som samlende og inkluderende faktor - derfor er der blandt kulturløfterne særligt fokus på børn og unge, fortalte hun DR Kultur under et besøg i Danmark i november 2011.
DR Kultur den 3. november 2011:
Norsk råd til Uffe Elbæk: Brug flere penge
|