Torsdag den 23. februar 2012

Ny kulturpolitik i Københavns Kommune lægger vægt på mangfoldighed og inklusion

Skrevet af: Mik Aidt

20. januar 2012


Emneord:

Print

Kommunens embedsmænd og politikere har lyttet til CKIs kritik i høringsrunden og lagt større vægt på mangfoldighed og internationalt udsyn i den endelige udformning af kommunens kulturpolitik for 2012–2015.


Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg besluttede har udarbejdet en ny kultur- og fritidspolitik, der dækker såvel kultur- og fritidsområdet som biblioteksområdet i en samlet helhed. Den blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 1. december 2011.

CKI indleverede et af de i alt 52 høringssvar, som kommunen fik til sit første kulturpolitik-udkast, og vi lavede også en podcast om det, (som kan høres her og læses her).
Hvad er der så blevet ændret? Lyttede kommunens embedsmænd og politikere til CKIs kritik?
På mange punkter må man sige ja.

Nye brugere
I det færdige papir er der gennemgående lagt større vægt på mangfoldighed, foreningslivet og internationalt udsyn, ligesom der er foretaget en del sproglige rettelser, blandt andet er det nu kommet med, at en anden forvaltning i kommunen, Integrations- og Beskæftigeslesforvaltningen, har opstillet en ambition om at gøre København til Europas mest inkluderende storby. 
“Nem og lige adgang til at deltage i idræt og kunst- og kulturoplevelser gør kultur og idræt til en medspiller i kommunens inklusionspolitiske mål om at være Europas mest inkluderende storby,” står der nu i sidste linje af policypapirets sidste afsnit.

Der er også kommet en tilføjelse om, at institutioner og netværk skal åbne sig mod nye brugere, og at dannelse af nye netværk skal understøttes. Generelt er der lagt mere vægt på samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger.
Forslaget om et internationalt kulturhus er fjernet og erstattet af en gennemgående tone om vægt på mangfoldighed i byens kultur- og fritidsliv.
Der er indsat en tekstboks om "Væggen", der er udviklet af Københavns Museum.
Et afsnit om "Kultur- og fritidslivet som medspiller" har erstattet et afsnit, der havde overskriften "Sundhed, integration og sikker by". Ordet integration er generelt blevet erstattet af ordet inklusion. I afsnittet lægges større vægt på samarbejde på tværs af politiske udvalg.

Handleplaner
Kultur- og Fritidspolitikken er tænkt som en overordnet ramme, der skal følges op af 11 handleplaner med konkrete forslag til initiativer, der kan imødekomme udfordringer på de enkelte områder. Handleplan nr 3 har overskriften ‘Den mangfoldige by – kultur og fritid for alle’. Her står:

“Kultur- og fritidslivet er for alle - og det skal det fortsat være. Der er en række målgrupper, som skal prioriteres de kommende år. Der foreslås indsatser målrettet dem, der har svært ved selv at deltage i kultur- og fritidslivet. Det erkendes at vi for at behandle alle lige, skal behandle forskelligt.
Udvikling af konkrete initiativer og mål skal ske ved at tænke på tværs af forvaltninger med fokus på ‘borgeren i centrum’.
Politisk ramme: Politik for udsatte byområder.”

Desuden nævnes det i Handleplan nr 9 om ‘CPH International’ at “Kultur- og fritidslivet åbnes op og inviterer indenfor gennem et øget antal internationale projekter. Hverdagen skal præges af en anerkendelse af, at København er en international metropol.
Kultur- og fritidslivet foregår på mange sprog. Dette skal de kommende år understøttes i tilbud og service. Det er gennem sprog, at byen åbnes op og kan byde velkommen til arbejdskraft, samarbejdspartnere og investorer fra hele verden. Kultur- og fritidslivet er med til at gøre byen til et attraktivt sted at være for både københavnere og udenlandske borgere.
Politisk ramme: KFU og WOCO.”

Der savnes mod
Det er positivt at se, at den endeligt vedtagede kulturpolitik for Københavns Kommune i langt højere grad end det første udkast, vi blev præsenteret for, opstiller en række intentioner og ambitioner om at skabe øget mangfoldighed og deltagelse i kulturlivet. Men når det er sagt, klinger det desværre fortsat hult, at man først i papirets sidste afsnit i sidste linje lige sørger for at få klemt en enkelt bemærkning ind om byens ambitioner om at være en interkulturel by på alle områder og oven i købet om at ville være førende på feltet. Der skal mere til.

I forhold til de bevægelser, der er i byer som Stockholm, Malmö, London, Berlin, Rotterdam og Bruxelles, hvor man taler om rettigheder, demokrati, bevægelighed og mental mobilitet i forhold til borgernes kulturelle mangfoldighed, er dette policypapir forankret i et integrationsparadigme af igår, hvor tilvandringen af nye borgere behandles som et spørgsmål om sikkerhed og sundhed, ikke om kunstnerisk innovation eller nytænkning inden for byudvikling. Der savnes mod til at følge den ambition til dørs med en vision og et kulturpolitisk manifest, hvor kommunens kulturforvaltning kunne have vist, at de var parat til at gå forrest og vise vejen.
 

 

 

Læs online:
mtp.ipapercms.dk/KbenhavnsKommuneKulturogFritidsforvaltningen

Download pdf:
kk.dk/FaktaOmKommunen/PublikationerOgRapporter

“Kultur- og fritidspolitikken 2011-2015 sætter rammerne for de næste fire års udvikling af kultur- og fritidslivet i København. Politikken følges op af handleplaner inden for udvalgte områder. Med handleplanerne omsættes politikken til konkrete indsatser, der kan indgå i de politiske forhandlinger om, hvordan vi skaber den bedste by for københavnerne og en levende og international metropol.”


Mere om Kultur- og Fritidspolitikken 2011-2015
kk.dk/~/media

Handleplaner
kk.dk/~/media