Tirsdag den 22. maj 2012

Socialdemokraterne: Mangfoldighed er et offentligt ansvar

Skrevet af: Mik Aidt

1. august 2010


Emneord:

Print

I Danmark bor der i dag "mange med forskellig kulturel baggrund, som skal arbejde, bo her og bidrage til samfundets udvikling. Det betyder, at vi i Danmark må lægge vægt på respekten for kulturel mangfoldighed som en grundlæggende værdi," skriver Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokraterne, i en kronik i Politiken


Mogens Jensen, medlem af Folketinget og kulturordfører for Socialdemokraterne, søger “den inkluderende samtale og den kulturelle interaktion”:

“Ved fortsat at bygge broer og skabe rum for nye kulturelle udtryk og mellemmenneskelige møder skal vi fremme fortsat udvikling af demokrati, velfærd og ligestilling,” skriver han i en kronik, der blev publiceret i Politiken den 1. august 2010.

 

Her følger tre uddrag fra kronikken, hvor han omtaler interkulturelle aspekter i Socialdemokraternes kulturpolitik og kultursyn:

 

 

“Danmark har som søfarts- og handelsnation altid været internationalt orienteret. Og også i dag er vi part i den omfattende udvikling mod øget internationalisering og globalisering. Vi producerer og sælger vore produkter og service til markeder med meget forskellige kulturelle udgangspunkter. Det kræver, at alle danskere har udsyn og dermed forståelse for den mangfoldighed af kulturer, vi skal handle med verden over. 

 

Samtidig bor der i Danmark i dag mange med forskellig kulturel baggrund, som skal arbejde, bo her og bidrage til samfundets udvikling. Det betyder, at vi i Danmark må lægge vægt på respekten for kulturel mangfoldighed som en grundlæggende værdi blandt de andre grundlæggende værdier i vores samfund som respekten for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. 

 

Der er behov for at gøre op med en kulturpolitik, der i alt for mange år har været underlagt Dansk Folkepartis indsnævrede og overnationalistiske åg. 

 

Som socialdemokrater vil vi en kulturpolitik i Danmark, der bygger på dialog og integration frem for konfrontation, og vi tager afstand fra alle forsøg på at skabe konflikter og grave grøfter mellem befolkningsgrupper i vores samfund.” 

 

(...)

 

“Og endelig skal en ny kulturpolitik bidrage til samling frem for polarisering. Styrkelsen af kulturel dannelse, fri kunst og demokratisk kulturliv dæmmer op for truslerne fra ekstreme og fundamentalistiske kulturelle, politiske og religiøse grupperinger. Vi skal afvise den ubøjelige konfrontation og intolerance og i stedet søge den inkluderende samtale og den kulturelle interaktion.

 

Ved fortsat at bygge broer og skabe rum for nye kulturelle udtryk og mellemmenneskelige møder skal vi fremme fortsat udvikling af demokrati, velfærd og ligestilling på et humanistisk værdigrundlag.”

 

 

(...)

 

“Derfor mener jeg, at Danmark skal have en egentlig kulturlov – en kulturens grundlov – der fastlægger samfundets overordnede ansvar for et mangfoldigt kultur- og kunstliv og samtidig stadfæster såvel statens, regionernes som kommunernes kulturpolitiske ansvar.

 

Formålet med en kulturlov for Danmark skal altså være at sikre og videreudvikle kulturens status som offentligt ansvarsområde. Loven skal understrege et offentligt ansvar for dels at skabe rammerne for et mangfoldigt kultur- og kunstliv, dels at alle danskere har lige adgang til at deltage i samfundets kulturelle aktiviteter og opleve varierede kultur- og kunstudtryk.”

 

 

Mogens Jensens kronik i Politiken den 1. august havde overskriften 'Nej til mentalt junkfood-samfund'. Kronikken kan læses her:

politiken.dk/debat/kroniker/article1027334.ece

 

 

 


 

Relateret læsning

 

Mogens Jensen skrev også en kronik i Politiken den 10. juni 2009:
'Kulturministerens vision – og vores'

Socialdemokraterne.dk - den 5. september 2007: 
'9 pejlemærker for en alternativ kulturpolitik'