Torsdag den 6. marts 2014

Sønderborgs budskab til Europa: Lev mangfoldighed

Skrevet af: Mik Aidt

2. august 2010


Emneord:

Print

Livet i grænselandet har givet områdets indbyggere nogle erfaringer, som kan blive et værdifuldt input til den nationale og internationale debat om indvandreres to-sprogethed, integration og inklusion. Og erfaringerne indgår som skyts – med slogans som ‘Kultur over grænser’ og ‘Lev mangfoldighed’ – i en dyst mellem Sønderborg og Århus om titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017.


I hele Europa kører diskussionen om indvandring og globalisering i højt gear og på alle niveauer. Der er ikke et land i Europa, som ikke er præget af, at mennesker fra syd har bevæget sig på tværs af landegrænser mod nord. Det står højt på dagsordenen i boligforeninger, fagforeninger, byråd og folketing af finde ud af, hvordan det kan undgås, at de mange nye møder mellem mennesker med forskellige kulturel baggrund udvikler sig til konflikter. Hvordan håndterer vi bedst denne nye situation?

 

I det nordlige Europa, i det område, hvor Tyskland grænser op mod Danmark, står der nu en kommunal kulturchef og har hånden oppe:

 

“Vi har et bud til Europa. Og vi vil gerne invitere flere med til at undersøge og udforske, hvad der skal gøres, så vi forhindrer den negative udvikling, som vi ser rundt om i Europa, hvor folk ikke kan finde ud af at mødes. I forbindelse med vores bestræbelser på at blive europæisk kulturhovedstad synes vi faktisk, vi har et meget stærkt budskab,” siger Poul Valdemar Nielsen, kulturchef i Sønderborg Kommune.

 

“Vi sætter en anden dagsorden for den fastlåste diskurs, der er i Danmark omkring mangfoldighed og interkultur. Vi prøver at flytte den et helt andet sted hen. Vi prøver aktivt at få nogen til at danne netværk på tværs af kulturer og grænser. Og vi bruger helt bevidst kulturen som mødested. Det at interagere gør en forskel i vores liv,” forklarer Poul Valdemar Nielsen.

 

 

  Kulturchef Poul Valdemar Nielsen: “Hvordan kan vi bruge grænseegnens erfaring til at skabe
  inklusion i Europa?”

 

  Projektleder Else Christensen Redzepovic: “Vi vil gerne være med til at ændre, hvordan man opfatter ordet kultur

 

 

 

At få lov at leve mindretallet

Vi sidder på kulturforvaltningens kontor, hvor han har sammenkaldt en lille kreds af sine nærmeste medarbejdere. Kulturchefen bakkes op af projektleder Else Christensen Redzepovic:

 

“Det er dér, vores vision udspringer. Hvordan kan vi være med til at forandre verden? Hvordan kan vi være med til at sætte fokus på det, som vi mener er en af de allerstørste problemer, vi har i vores globale samfund? Det er dét spørgsmål, der skal danne rammen om Sønderborgs kanditatur til Europæisk Kulturhovedstad,” siger hun.

 

“Hvis vi mener, at vi har noget som helst budskab at fortælle verden, så er det et budskab, der udspringer fra vores historie. Dét, at vi har formået at ændre et ‘imod hinanden’ til et ‘med hinanden’. Vi er en eksemplarisk grænseregion, hvor stridende parter har lært at leve i fredelig sameksistens. Det er vores udgangspunkt. Dét er vores legale platform for at sige, ‘Jamen, det vil vi gerne gå ind og kigge nærmere på, og se, hvordan vi vil kunne blive bedre til det, sådan at det ikke kun handler om, at vi mellem danskere og tyskere, hvor der er tale om sindelagsforskelle i højere grad end etniske forskelle, hvordan kan vi blive bedre til at lære af det og bruge det i vores møde med andre kulturer? Fordi vi jo heller ikke synes, at vi er specielt meget bedre til at forstå og inkludere folk, der kommer for eksempel fra arabiske lande, Tyrkiet, Bosnien, og andre kulturer,” siger Poul Valdemar Nielsen.

 

“Det er dét, vil gerne vil øve os på og blive bedre til. Og vi er overbevist om, at det skal nok lykkes. Fordi når vi har strides før, her, mellem tyskere og danskere – og der har været meget, meget langt imellem os! – og at vi så er der, hvor vi faktisk samarbejder nu i en rigtig god tone, og samarbejdet styrker. Vi har hver vores ressoucer og styrker, som vi udnytter. Når det kan lykkes mellem tyskere og danskere, så kan det selvfølgelig også lykkes i det mix af mange forskellige kulturer, som vi er i det europæiske samfund i dag. Der er bare flere ting, der skal spille sammen – og det er noget, der tager tid. Men jeg er sikker på at det vil lykkes,” siger kulturkonsulent Dennis Lykke.

 

 

  Kulturkonsulent Dennis Lykke

 

  Nesrin Halawani - ildsjæl, brobygger og initiativtager til Culture Vulture 2010 i Sønderborg

 

 

 

Sønderborg har flere boligforeninger, hvor godt to tredjedele af beboerne har indvandrerbaggrund. I én af dem gælder det 90 procent af alle boligområdets børn. De kommer især Tyskland, Island og Polen, men også fra Libanon og Palæstina. I alt huser regionen borgere fra 104 forskellige nationaliteter.

 

“Vi tror på, at det, der har været styrken hernede, det er, at man har fået lov til at leve mindretallet. Man har været lov til at være national – uden at det nødvendigvis skal betyde, at man er nationalist. Man har haft mulighed for at dyrke den del og leve den ud. Det var legalt. Det er ligefrem skrevet ind i Bonn-erklæringen, at det er legalt. Ligesåvel, som når man i forhold til det interkulturelle taler om nogle af de EU-erklæringer, der er lavet [i forbindelse med Year of Intercultural Dialogue i 2008, red.]. Vi skal prøve at se på, hvad det er, der er gået godt, og se på, hvordan dén historie kan bringes videre ud i Europa. Sådan at den ikke kun kommer til at gælde det nationale mindretal, men også de mange interkulturelle mindretal – det tyrkiske mindretal, det bosniske mindretal. At vi ser det som en styrke. Hvis vi bringer forskellige kulturer sammen, så får vi yderligere innovation i samfundet. Vi får en merværdi,” mener Poul Valdemar Nielsen.

 

 

  Udsnit af annonce i flymagasin

 

 

Andet end finkulturen

“Vi er ikke en storby med masser af finkultur. Derfor er det en helt anden tilgang vi har. Vi vil faktisk gerne være med til at ændre, hvordan man opfatter ordet ‘kultur’, når man taler om begrebet en ‘kultur’-hovedstad. Ændre fortolkningen af kulturbegrebet til at blive meget bredere. Selvom det er skrevet ind i kriterierne for Europæisk Kulturhovedstad, at det handler om mangfoldighed, tolerance, udsyn, og så videre, så må man konstatere, at hvis man går ind og kigger på de 40 byer, der har været kulturhovedstæder, så er det, der springer i øjnene som det allerførste, det er finkulturen,” siger Else Christensen Redzepovic, hvis officielle titel er, at hun er projektleder for ‘Sønderborg in Sønderjylland-Schleswig – Candidate for European Capital of Culture 2017’.

 

Ifølge hende er oplevelsen i Bruxelles i øjeblikket, at initiativet har gentaget sig selv for mange gange. Nu skal der nogle nye aspekter ind i det. Og da Sønderborg i samarbejde med regionen præsenterede deres kandidatur i Bruxelles til kulturhovedstadsinitiativets 25 års jubilæum i april 2010, fik de den respons, at det var en “forfriskende og interessant tilgang”, som de havde til det.

 

De oplever med andre ord, at de faktisk har en chance – også selvom de er i hård konkurrence om 2017-titlen med en driftig by som Århus, der med kulturentrepenøren Trevor Davies i spidsen arbejder intensivt på at vinde titlen.

 

 

 

  Ildsjæle, boligforeningen og Sønderborg Kommune fortæller CKI om de resultater, som
  de sammen har opnået.

 

  Biblioteket er engageret medspiller i kommunens interkulturelle arbejde

 

 

Kulturmesse

I disse måneder idégenerer hele regionen nord og syd for grænsen så det står ud af ørerne på dem. De skal blive enige om, hvordan de med temaet kultur over mentale og fysiske grænser helt konkret kan udtrykke deres vision, målsætninger og konkrete resultater i den ansøgning, som de vil sende til Kulturministeriet og EU-kommissionen i sommeren 2011.

 

Som en del af forberedelserne planlægger kulturforvaltningen at arrangere en større konference og messe om mangfoldighed og interkultur i Sønderborg i april 2011.

 

Kulturchefen har bred politisk koncensus om kulturhovedstad-projektet. Ikke kun i Sønderborg Kommune, men også i to kommuner (kredse) syd for grænsen – Nordfriesland og Schleswig-Flensburg – samt byen Flensburg. Og på dansk side også fra de tre andre sønderjydske kommuner: Tønder, Haderslev og Aabenraa.

 

Siden da har kulturforvaltningen været rundt og kontakte kulturaktørerne i området og gjort dem interesserede i visionen. Og de er også begyndt at inddrage virksomhederne i lokalområdet. Sønderborg vil samle hele grænseregionen om at vinde titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

 

“Vi vil gå længere og længere ud, og også inddrage foreninger og organisationer på alle niveauer. Og marginaliserede grupper. Så vi kommer hele vejen rundt, og sådan at alle, som kunne have interesse i det, kan få lov at tage ejerskab af det,” forklarer kulturchefen.

 

 

  Kampagneplakater for Sønderborgs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017

 

 

Kommunen har skabt et logo, som også skal symbolisere mangfoldighed og det grænseoverskridende – en farverigdom af mangfoldighed.

 

“Vores logo er til fri afbenyttelse på samme måde, som man kan skrive ‘Leverandør til Kongelige Danske Hof’. Man kan på den måde få lov at tage ejerskab og sige: ‘Vi støtter Sønderborg–Schleswig i deres kandidatur.’ Og det er der rigtigt mange, der har gjort.”

 

De kulturaktører, som allerede har noget specielt på programmet, som udtrykker mangfoldighed, bliver profileret på kommunens hjemmeside. Kommunen rykker også ud med videokamera og dækker deres events, sådan at kulturaktørerne får en ekstra eksponerering.

 

“Det gør vi også, fordi vi ønsker at give folk, der kommer ind på vores hjemmeside en tydelig fornemmelse af, hvad det her handler om,” fortæller Else Redzepovic.

 

I foråret 2010 havde kommunen inviteret Betty Nansen Teatrets task force på besøg, for at de kunne inspirere unge til at udtrykke deres historier i dramatisk form. “Oplevelser kan bevæge sanser og følelser. Det var noget, som stort set alle skoler i Sønderborg Kommune sprang på, og der var over 1.000 elever, primært fra 8. klasser, som deltog. Projektet bød også på en mangfoldighed af samarbejdspartnere, heriblandt Sønderborgs Teaterforening, SSP, skolerne, kulturhovedstadssekretariatet og kommunens kulturforvaltning. Det var en meget, meget inspirerende oplevelse, ikke bare for mig, men for alle – det er der ingen tvivl om. Alle kan vi noget. Men det er ikke alle, som har mulighed for at give udtryk for det. Vi prøver at få de ressourcer i spil, som folk har – uanset hvor de kommer fra eller hvem de er. Vi har forskellige behov for at udtrykke os. Kulturelle udtryksformer appellerer til sanser og følelser. Kunst og kultur er en god måde at skabe en forståelse og et fællesskab.

 

Vi udfordrer kulturinstitutionerne, kunst- og musikskolerne og spørger dem: hvad er det, der gør, at vi fastholder det, der altid har været? Hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i det befolkningsgrundlag, der nu er her i området?,” siger Dennis Lykke.

 

Kommunen brygger også på et projekt hvor byens symfoniorkester kommer til at arbejde sammen og skabe ny kunst – Haydn kombineret med street kultur, rap og dans – sammen med unge fra boligområder med mange indvandrere. I forvejen er der 17 forskellige nationaliteter repræsenteret i symfoniorkesteret.

 

 

 

  En gammel bygning ved havnen har kommunen planer om at indrette som multikulturhus som del af
  et nyudviklet havneareal på fem hektarer, der tegnes af den verdensberømte arkitekt Frank Gery.
  Her skal også bygges et hotel og en kunsthal

 

 

Milepæle

“Det som er så interessant ved hele denne her kulturhovedstad kandidatur-proces, det er, at skulle det lykkes os at få titlen hjem, så er det jo fantastisk – men får vi den ikke hjem, så har vi jo stadigvæk opnået en hel masse. Vi har fået kortlagt hvide felter, vi har fundet en masse samarbejdspartnere, og vi har måske også fundet en hel masse, som vi ikke anede eksisterede, som vi pludselig har fået til at blomstre.

 

Vi ville have arbejdet med dette område alligevel. Men går vi så ovenikøbet hen og vinder kulturhovedstadtitlen, bliver det utroligt vigtigt for regionen. Alle de byer, der har været kulturhovedstæder, har oplevet det: Det at blive europæisk kulturhovedstad, det er ikke nogen endestation, det er en milepæl – det er bare et stop på vejen til en videreudvikling af alle de gode initiativer, som bliver sat i gang.

 

Alle undersøgelser viser, at der er ikke én eneste kulturhovedstad, der har haft underskud på at være det, selvom det er en stor investering. Ikke engang Liverpool, som præsterede det største megabudget for at føre sig frem med, hvad de kunne – selv de er endt med at få det til at give overskud,” fortæller kulturmanager John Frederiksen fra Kultur og Fritid.

 

  Eventmanager John Federiksen

 

 

Kommunens stab håber, at effekten af kulturhovedstads-programmet og hele forarbejdet op til 2017 vil kunne få en “enorm positiv effekt” på områdets udvikling, økonomi og status som kulturoplevelsesregion. Dette hører med i mellemregningerne, at regionen generelt er begyndt at forberede sig på at skulle omstille sig fra produktionsbaseret til kreativ økonomi, og her er kulturforvaltningen blandt andet blevet meget inspireret af den danske forsker Mark Lorenzen fra Copenhagen Business School, som arbejder med den amerikanske professor Richard Floridas principper om ‘den kreative klasse’.

 

www.sonderborg2017.dk

 

 

 

 

Den Europæiske Kulturhovedstad 2017

 

Danmark er sammen med Cypern udpeget som værtsland for Den Europæiske Kulturhovedstad 2017. Ansøger skal være en dansk by, og kandidaturen skal bakkes op af regionen.

 

Århus forbereder ligesom Sønderborg en ansøgning, hvilket man kan læse mere om på www.aarhus2017.dk og i artiklen 'Århus: Vision om mangfoldighed og interkulturalitet'

 

  Huskunstneren Olafur Eliasens store kunstværk på Alsion i Sønderborg

 

 


 

  Manu Sareen skrev i 2008 en kronik, hvor han fremhævede de sønderjyske minoriteters erfaring

 

 

‘Man kan have flere identiteter samtidig’

 

Det danske mindretal syd for grænsen – altså i den nordlige del af Slesvig-Holsten – modtager et årligt tilskud fra den danske stat på 430 millioner kroner.

 

Den københavnske byrådspolitiker Manu Sareen for Radikale Venstre mener, at det er nærmest hyklerisk, at det danske folketing på denne måde vedholdende og rundhåndet giver statstilskud til opbygning af parallelsamfund i Sydslesvig samtidig med, at man på ingen måder kan drage de samme paralleller til andre minoritetsgrupper i Danmark.

 

“Der er folketingspolitikere, der direkte kræver assimilering af os nye danskere. Jeg kan ikke assimileres til en danskhed, som jeg ikke engang kender. Jeg ved ærlig talt heller ikke, hvad det helt præcist betyder at være dansk, andet end at være dansk statsborger. Jeg ved dog, at jeg også er dansker, ligesom jeg også er inder, københavner og europæer,” skriver Manu Sareen i en kronik i Politiken i 2008:

 

“Mit egentlige anliggende er at gøre opmærksom på, at i det dansk-tyske grænseland er der sket forandringer. Her synes især de unge at mene, at man kan have flere sprog og flere identiteter samtidig. De formår at pendle mellem det danske og tyske, at have danske og tyske kammerater, medier, madkultur uden problemer. Ja - det praktiseres faktisk hver eneste dag alt i mens vi andre diskuterer halalkød, tørklæder, modersmålsundervisning, tegninger og ghettoer.”

 

“Pladsen til forskellighed og mangfoldighed er et alternativ til dagens ordnung med ensretning og krav om assimilering. Der er brug for inklusion, hvor vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger når talen falder på ny-danskere og hvor vi ser en mulig læge, tømrer, ingeniør i enhver 12-årig. Ikke en potentiel brandstifter og terrorist, der bare kan ‘skrubbe ad helvede til.’ ”

 

Manu Sareen mener – ligesom sønderjyderne – at det dansk-tyske grænseland kunne blive en meget inspirerende motor for en af de største udfordringer, det danske samfund står over for i dette årti: en fornuftig håndtering af kulturmødet.

 

politiken.dk/debat/kroniker/article523659.ece

 

 


 

  Knud-Erik Therkelsen fra Grænseforeningen (t.v.)

 

Grænselandets beretning

 

Når Knud-Erik Therkelsen fra Grænseforeningen tager rundt og fortæller om sønderjydernes historie, gør han det som en opfordring til “at prøve at komme bag om de her ting. For der er masser af vitaminer i den debat, som vi har så frygteligt hårdt brug for. Danskerne har frygteligt hårdt brug for at blive bedre til at mødes.”

 

“Jeg vil gerne fortælle en lille smule om Danmarks historie. For det er en historie, som også kan forklare, hvorfor vi danskere opfører os som vi gør, og hvorfor vi har så store vanskeligheder, som vi har, i mødet med andre sprog og andre kulturer.

 

Det er en historie, som den gamle generation – dem der er over 60-70 år gamle – kender, for de har hørt den, da de gik i skole. Men alle på min alder og yngre – og jeg er midt i 50erne – de kender den ikke. Og det er lidt ærgerligt, fordi den historie forklarer vældig mange ting.

 

En tredjedel tysktalende

I midten af 1800-tallet ville vi gerne have demokrati i Danmark, i Tyskland og i andre europæiske lande.

 

Det voldte store vanskeligheder i Danmark, fordi der taltes to sprog. Der var to kulturer til stede i Danmark i midten af 1800-tallet. Nemlig det tyske og den danske sprog. Cirka 30 procent af befolkningen i København talte tysk i begyndelsen af 1800-tallet. Og den anden gruppe var dansktalende.

 

Efter at vi havde fået Grundloven i 1849 prøvede vi at lave demokrati. Vi forsøgte at få det til at fungere, selvom vi var to forskellige etniciteter – danskere og tyskere. Det lykkedes ikke. Det endte faktisk med en krig, i 1864.

 

1864 blev et helt centralt årstal for Danmark. For krigen tabte Danmark til Prøjsen og Østrig, og det førte til, at hele det sydlige Jylland, hvor der var rigtigt mange tysktalende, kom under Tyskland og Prøjsen. Alt tysk i København forsvandt, og Danmark blev fra og med dét år, 1864, til en monokulturel nation.

 

Det blev kun talt dansk. Alt det fremmede var væk.

Og så er det, at der sker en fantastisk udvikling i Danmark fra 1864 og frem. Der er nogle stærke kræfter i dette monokulturelle. Altså dét, at der er lighedstegn mellem folk, sprog, kultur og etnicitet på den ene side, og stat og politisk struktur på den anden. Det blev en gigantisk succes i Danmark efter 1864 og i de følgende årtier. Efter at have været fuldstændig på røven i 1864, så udvikles Danmark i kraft af denne monokulturelitet, dette lighedstegn, til et af de mest velhavende velfærdssamfund, verden nogensinde havde set. Det var i høj grad i kraft af, at der kun var ét sprog, ét folk, én kultur, én etnicitet i den samme stat. Nederlaget i 1864, hvor vi tabte det sydlige Jylland, blev vendt til en succes.

 

Samtidig var en anden vigtig kraft i denne udvikling det tyske fjendebillede. Hvis man vil skabe fællesskab og sammenhængskraft, så er der ikke noget bedre, end at have en fælles fjende. Og dér tilbød tyskerne sig igen og igen. En række krige op igennem 1800-tallet afsluttende med nazismen og besættelsen af Danmark i 1940–1945.

 

Så vi fik skabt sammenhæng og fællesskab ved hjælp af det tyske fjendebillede. Det var utroligt effektivt.

 

Det var bare den smule Danmarkshistorie, jeg ville fortælle. Og så kan det være, at man bedre kan forstå, hvorfor det er så svært, da vi pludselig i løbet af 1960erne og 1970erne begynder at få nye sprog, nye kulturer, nye etniciteter ind i Danmark. Danskerne tænker: “De må være, blive, ligesom os. Vi må have dem assimileret hurtigst muligt, både sprogligt, kulturelt, religiøst, og det hele.”

 

For der findes kun én identitet, der findes kun én etnicitet. Ét sprog, én kultur, én tro i Danmark. For sådan har det været siden 1864, og det er gået kanongodt.

 

Og I kan jo høre reminicenser af det her i den politiske debat i øvrigt.

 

Støtte til parallelsamfund

Jeg kommer fra Grænseforeningen. Vores opgave er at støtte det, som opstod i 1864, nemlig en gruppe af danskere, som bor dernede i det område, som blev tysk. Der bor faktisk i dag 50.000 mennesker, der er danske i hovedet, men borgere i Tyskland, og som viser sig at rumme noget af det nye, vi har brug for i Danmark. Nemlig denne evne til at kunne flere sprog, at kunne begå sig i flere kulturer, kunne agere som brobyggere i mellem kulturerne – den evne, som vi danskere i høj grad har tabt på grund af denne her historie.

 

I Grænseforeningen vil vi gerne oplyse om disse ting. Vi vil gerne berette om det danske mindretal. Vi prøver nu – sammen med det tyske mindretal, for der var også nogle tyskere, som blev i Danmark og har været dér i alle årene – at bruge disse mindretals historie til at fortælle danskerne, og også danskere med anden etnisk baggrund, at fænomenet mindretal faktisk findes og har været i Danmark siden langt tilbage. Men også at rejse det spørgsmål: Hvordan kan det være, at den danske stat bruger en halv milliard kroner om året på at støtte det danske mindretal og deres parallelsamfund med danske skoler, kirker, avis, politisk parti, og så videre – altså støtter det at være dansk i Tyskland – samtidig med, at vi gør alt hvad vi kan for næsten at tvangs-assimilere borgere i Danmark, som repræsenterer andre sprog og andre kulturer. Hvorfor har vi så stor forståelse for det danske mindretal i Sydslesvig og så lidt for andre etniske minoriteter. Det er da værd at diskutere!

 

Danmarkshistorien rummer så meget skyts, så meget krudt, så mange argumenter, som kan bruges af danskere med anden etnisk baggrund. Der er så meget at hente, hvis I kender den. Lad det være en opfordring til at prøve at komme bag om de her ting, for der er masser af vitaminer i den debat, som vi har så frygteligt hårdt brug for. For danskerne har frygteligt hårdt brug for at blive bedre til at mødes – men danskere med anden etnisk baggrund har også brug for at forstå, hvad det er for noget, der kører rundt i hovedet på os danskere.

 

Man har stået meget skarpt over for hinanden, dansk og tysk. Og der har været rigtigt gode grunde til at ikke at ville sige, at “jeg er tysker” i Sønderjylland efter Besættelsen og Anden Verdenskrig.

 

Det, vi kommer med fra Sønderjylland, er, at der har været en fantastisk udvikling fra denne konfrontation til at man nu mødes i respekt og i øjenhøjde. Og der er en værdsættelse af den kulturelt og sproglige mangfoldighed, som mindretallet – dansk, tysk, frisisk – og flertallet repræsenterer.

 

Det stærkeste, vi kan sige fra Sønderjylland og grænselandet, det er, at udviklingen igennem de sidste 50 år fra konklikt til fredelig sameksistens, fra ‘mod hinanden’ til ‘med hinanden’, og nogen siger næsten ‘for hinanden’ i dag. Denne positive udvikling... – det kommer! Tingene vil løsne sig. Der er håb forude omkring de her ting. Også selvom Sønderjyderne – og også Slesvig-Holstenerne på den anden side af grænsen – har været meget hårdnakkede i forestillingen om det monokulturelle.

 

Nationalromantik

Dette område nede i grænselandet har været motor for dannelsen af den nationalromantiske forestilling. Det er dér hele konklikten mellem det danske og det tyske hele tiden får næring. Og det er dernede, at de unge indtil for ganske få år siden fik lussinger, hvis de brugte det ‘forkerte’ sprog. Så var der øretæver i luften. Og hvor de unge i dag tør at stå frem og tale på begge sprog. “Jeg er begge dele,” siger de. “Jeg har to identiteter.”

 

Dermed kan man sige, at kernetropperne fra det nationalromantiske projekt pludselig skifte over og siger, “Nej, der er ikke kun én identitet. Der er flere.”

 

Og det har en vis betydning. Også i forhold – hvis vi skal tale politisk – til Dansk Folkeparti, som jo i høj grad er et parti, der vil bruge grænselandet og Sydslesvigerne som model-eksempel. “De har fat om deres danske sprog fra 1864,” siger de.

 

Mindretallet i Sydslesvig det får et tilskud på en halv milliard kroner til at være danskere i Sydslesvig. De tænker også i tilskudsmaximering. De tænker i, “hvad skal vi gøre for at få mest muligt ud af det.” Og de tænker fortsat: “Det må vi gøre ved at vise dannebrogsflag. Ved at signalere jubeldanskhed. Ved at foregøgle, at vi synger morgensang hver eneste dag – I Østen stiger solen op. Og alt det der. I organisationstoppen er den slags den fremmeste tilskudsmaximerings-tænkning. Og det er dén, som de unge er ved at ramponere, fordi de siger noget andet. Dét, som de unge siger, det er det, som virkelig er interessant i en dansk kontekst.

 

I Sydslesvig blandt det danske mindretal er man begyndt at undervise flere timer i tysk. Altså deres modersmål. De giver modersmålundervisning for at det danske mindretal kan blive bedre til det første fremmesprog, dansk. Den halve milliard kroner – nogle af disse penge går blandt andet til tyskundervisning, for at stimulere deres danskkundskaber. Det ér jo lidt absurd, at man så i Danmark fortæller indvandrerne, at de ikke har brug for modersmålundervisning, men bare skal se at få lært at tale dansk.”

 

www.graenseforeningen.dk

 

 

  Kulturchef Poul Valdemar Nielsens refleksioner i den varme stol på konferencen ‘Kunsten
  at inkludere’ i januar 2010. (Klik at se det fulde billede)

 

Fotografierne er alle taget af Mik Aidt, bortset fra portrættet af Manu Sareen, som er et pressefoto