Torsdag den 18. december 2014

Cultures: 'Nu må I godt skride ind'

Skrevet af: Tony Kingo

Marts 2010


Emneord:

Print

Artikel i Cultures nr 4: "Såfremt det danske kulturliv skal gøres mere inkluderende for den tiendedel af landets borgere, der har en interkulturel baggrund, skal forandringerne både komme fra toppen, via lovgivning, og fra bunden, via tiltag og gode eksempler. Rapport fra en konference om Kunsten at inkludere i kulturen. "


Efter at konferencen ‘Kunsten at inkludere’ i slutningen af januar behandlede dette spørgsmål, er ønsket om lige adgang til kulturlivet for alle blevet fremsat med stigende intensitet — ikke kun blandt kunstnere med interkulturel baggrund, men også blandt medarbejdere i staten, i kommuner og kulturinstitutioner. Hidtil har politikere og ledere af kulturinstitutioner afvist, at der skal indføres særbehandling eller lovgives på dette område. Men da 250 konferencedeltagerne fra alle dele af kulturlivet — fra kulturordførere i Folketinget over borgmestre og kulturchefer i kommunale forvaltninger og til de udøvende kunstnere — stemte om, hvorvidt der var brug for reguleringer eller om man kan klare omstillingsprocessen med hensigtserklæringer og de gode viljer, viste det sig ved konferencens afslutning, at to tredjedele af deltagerne nu mente, at tiden er moden til, at kulturministeren må træde i karakter og skride ind med krav om strategier og kvoter til den statsfinansierede del af det danske kulturliv.
“Jeg er ikke bekendt med, at kulturinstitutionschefer og kulturelle aktører nogensinde før så tydeligt har talt om lovgivning på et område, som de gjorde her på denne konference. Det var en overraskelse, tror jeg, særligt for politikerne, men i virkeligheden også for os,” sagde Niels Righolt, som i sin rolle som formand for Center for Kunst & Interkultur var konferencens vært.
“Så længe en voksende del af befolkningen ikke er del af det publikum, som benytter landets offentligt finansierede kulturinstitutioner — endsige del af de kunstnere, der inviteres og den medarbejderstab, som arbejder der — så har kulturministeren og landets statslige institutionschefer et demokratisk problem,” sagde han.
Museumsdirektør Jette Sandahl var enig:
“Jeg synes, vi som institutionschefer er noget tøvende over for at tage det ansvar på os, som ligger i forhold til, at der er store grupper i samfundet, som føler sig uden fremtid, som føler sig stumme, som ikke synes, de har adgang til at tale i vores institutioner,” fortalte hun i en tale på konferencen.

Brune mennesker ‘støjer’

“Jeg ville da ønske, at det slet ikke var nødvendigt, at man skulle tvinge og pådutte kvoter og sådan noget over nogle kreative mennesker eller institutioner. Men virkeligheden er jo bare, at samfundet er indrettet efter majoritetsdanskeren. Den måde, vi har indrettet os på, tilgodeser majoritetsdanskeren. Den hvide, etnisk danske. Derfor er det vigtigt at erkende de her systemer — og at man derved diskriminerer. De systemer, de måder, vi behandler hinanden på, den måde, vi ser verden på, er for hvid, den er for ekskluderende. Den diskriminerer — uden at man er bevidst om det nødvendigvis,” sagde Fadime Turan, der er skuespiller, debattør, komiker og med i centrum-venstre tænketanken Cervea, da hun nogle uger efter konferencen, den 17. februar 2010, blev interviewet i DR P1 Orientering:
“Vi hørte det jo på konferencen ‘Kunsten at inkludere’ fra en af de her teaterdirektører: at brune mennesker ‘støjer’ på scenen. Og det er jo alarmerende at høre, at det at være brun, det simpelthen er blevet et støjgene. Altså at det er noget, der på en eller anden måde skal væk. At det generer nogle.
Jeg ved ikke, hvordan vi er nået derhen, men vi har et alvorligt problem i det her land. Vi har meget lav tolerancetærskel i forhold til det, der på en eller anden måde er anderledes, der adskiller sig fra det hvide, etnisk danske billede. Og det skal vi have fat i, fordi det går jo ikke. Hvis normen er, at man synes det støjer, når nogen er brune, jamen, så er det jo et kæmpe problem.”

Redskaberne findes

Birgitte Kofod Olsen, jurist og CSR-chef i TrygVesta, var én af de oplægsholdere på konferencen, som kom med konkrete bud på, hvad der skal til for at gøre dansk kulturliv lige så inkluderende — strategisk forankret på scenerne såvel som bag kulisserne, i medarbejderstab og ledelse — som eksempelvis en række danske erhvervsvirksomheder og også enkelte kulturinstitutioner i dag er blevet det:
“Der finder mange redskaber allerede i dag, som man kan bruge på kulturinstitutionerne. Der er for eksempel krav om, at vi som virksomheder skal rapportere om vores samfundsansvar. Dét kunne man også lægge ned over offentlige institutioner. Der er et krav om i staten, at man laver måltal for, hvor mange personer man har ansat med ikke-vestlig baggrund. De måltal kunne man sagtens udbrede til også at skulle gælde kulturinstitutionerne. I virkeligheden er det jo også lidt tvang, hvis man sagde: ‘I skal forholde jer til det her. I skal reflektere over det. Og I skal vise nogle resultater.’ Politikerne har besluttet sig for at bruge disse redskaber i erhvervslivet — så det er bare at tage dem, og så sige: ‘nu anvender vi dem på et nyt område’,” fortalte Birgitte Kofod Olsen i en kaffepause på konferencen.
“Efter at have overværet den politiske paneldebat med tre folketingspolitikere, så står det klart, at der virkelig er rum for forbedring. Vi skal have meget mere dialog med politikerne. De skal trækkes ud og se på, hvordan livet i kulturinstitutionerne er. Og vi skal have nogle dybere diskussioner om, hvordan strukturer i virkeligheden giver anledning til diskrimination, forskelsbehandling og decideret eksklusion. Vi skal have den dialog med politikerne. Give dem mere viden, så de har et mere oplyst grundlag at træffe deres beslutninger på.”

Ind i bestyrelser, nævn og råd

Mikkel Harder Munck-Hansen er formand for Statens Kunstråds Scenekunstudvalg. I en paneldebat om, hvordan Kunstrådet arbejder med inklusion og globalisering i kunststøtten, tilkendegav han, at han mener, der skal indføres reguleringer på området:
“Fordi jeg tror, at vi alle har en tendens til at være vældig fokuseret på de problemer, vi plejer at fokusere på. I Kunstrådets Scenekunstudvalg har vi ét medlem, som har en anden etnisk baggrund, nemlig Ellen Nyman — hun er godt nok født i Sverige, men hun har også en anden kulturel baggrund, og hun har en viden om diversitet — og hvis ikke Ellen igen og igen havde sagt: ‘Vi bliver nødt til at interessere os for det her, vi bliver nødt til at tage det alvorligt,’ så ved jeg 100 procent sikkert, at så ville vi have glemt det i alle vores andre dagsordener. Derfor står det mere og mere klart for mig, at hvis ikke vi sørger for at plante dygtige kunstnere — som Ellen — inden for alle kunstarter og dér hvor beslutningerne tages, så glemmer man det. Og det er ikke ond vilje. Det er simpelthen bare fordi, emnet ikke fylder særlig meget i den normale dagsorden for mange af os. Det kræver indsigt indefra. Ellers bliver det ved de gode viljer.
Jeg er blevet mere hardcore-firkantet på dette punkt af, at jeg har været konfronteret med emnet i efterhånden en del år — hvor jeg også har haft masser af god vilje, men jeg kan konstatere, at jeg har bare ikke fået tingene til at ske.
Jeg tror, det handler meget om at få folk ind i bestyrelser, nævn og råd. Fordi det er dér, hvor beslutningerne tages på det strategiske plan. Og der er masser af kvalificerede kunstnere her i landet med anden kulturel baggrund, som kan yde en rigtig god indsats dér. Man må arbejde aktivt for det. I Kunstrådet skal vi jo tit være med til at udpege medlemmer til en teaterbestyrelse eller et eller andet... og så kigger man på KVINFOs ekspertliste. Men man må også kigge på nogle af integrationslisterne og se, hvem det er, der har nogle gode kompetencer og som kan yde en indsats der og sørge for, at det flag bliver hejst i dén institution. For ellers så kan man ikke være sikker på, at det sker. Jeg har været skuespilchef på det Kongelige Teater. Jeg sidder som formand for scenekunstudvalget. Jeg er blevet medlem af Kunstrådet. Jeg har indflydelse. Så må man jo også bruge den — også til dét med inklusionen. Det er for nemt bare at sige, at nogle andre må gøre noget.”

Politikernes ansvar

Reguleringskravet kom meget bag på politikerne, der deltog i konferencen. De var tøvende og tilbageholdende med at fortælle om konkrete tiltag, de kunne forestille sig, der kunne gennemføres politisk. Som Venstres kulturordfører Troels Christensen sagde: “Det er bemærkelsesværdigt, at netop kunsten råber på reguleringer.”
I en reportage fra konferencen bemærkede cand.scient og journalist Sanne Arvin Jensen, at der under den kulturpolitiske paneldebat kom mange forsikringer fra politikernes side om, at der allerede bliver gjort meget for at skabe ligestilling, og at der i fremtiden er mange gode hensigter, men altså ikke nogen reguleringer på vej.
Den besked fik konferencedeltagerne til at udfordre dem i debatten. En deltager fra Norge, Bente Guro Møller, udtrykte sin forundring over, at den danske stat yder så mange penge til det danske kulturliv uden at der følger krav med pengene. Hun modtog højlydte klapsalver fra salen, da hun i en skarp tone anmodede politikerne om at tage ansvar.
Politikerne har ingen problemer med at gennemføre massevis af reguleringer i erhvervslivet, mens der stort set ingen sættes i værk i kulturlivet. Denne pointe førte til en debat omkring hvor vigtigt det er at kunne skelne mellem det uønskelige ved regulering af kunstnerisk frihed over for det ønskelige ved reguleringen af kulturinstitutionernes ansvar i forhold til at tænke mangfoldighed ind i deres overordnede virksomhedsstrategi.
En deltager fremhævede, at det danske kulturliv hviler på 150 års kulturforståelse, der i sit udgangspunkt er ekskluderende. Derfor er det nødvendigt med en aflæring af, hvad “god kunst” er og en indlæring af en ny kulturforståelse.

Ukendskab til norske tiltag

Paneldebatten gav tilsyneladende politikerne en del at tænke over. Allerede en uge efter konferencen stillede Socialdemokraternes mangfoldigheds-ordfører i Folketingets Kulturudvalg, Yildiz Akdogan, i hvert tilfælde to §20-spørgsmål til kulturminister Carina Christensen om ministerens holdning til “en ny kulturforståelse” — et spørgsmål, som havde været debatteret på konferencen.
I folketingsdebatten, som fulgte, spurgte Yildiz Akdogan om, hvorvidt ministeren er bekendt med, hvad der foregår i Norge og Sverige inden for kulturområdet, “for dér har både den norske kulturminister og den svenske kulturminister indtænkt kulturel mangfoldighed i deres kulturudspil, og det savner jeg ærlig talt lidt i det her, som ministeren har lavet. Det findes slet ikke i det her oplæg, hvilket er enormt skuffende. Kunne ministeren måske følge de eksempler, man har fra Norge, hvor man har et konkret kulturelt mangfoldighedsudspil?,” spurgte Yildiz Akdogan, hvortil Carina Christensen svarede:
“Nu kender jeg ikke konkret til, hvordan de har grebet det an i Norge og Sverige. Jeg skal meget gerne gå hjem og undersøge det, for jeg er sådan set ret interesseret i at se, hvordan man kan lægge det her an på en måde, så det bliver til glæde og gavn for flest mulige borgere i det her land. Så jeg vil meget gerne lad mig inspirere af de andre, hvis det ellers er nogle gode forslag og nogle gode tiltag, de har lavet i Norge og Sverige.”
“Paneldebatten understregede, hvor langt der er fra gode intentioner til realpolitik. Og den tydeliggjorde, at det er meget tvivlsomt, hvor lang tid der kommer til at gå, inden gode hensigter i den politiske verden fører konkret handling med sig,” konkluderede Sanne Arvin Jensen i sin reportage.
CKI-formand Niels Righolt forklarede til P1 Orientering, at det norske kulturråd i øjeblikket er i færd med at kigge på, hvordan man kan lovgive på dette område:
“Man skal identificere et antal nøgleparametre, som alle statslige kulturinstitutioner eller alle institutioner, som opnår statslig støtte skal leve op til. Og hvis ikke de gør det, ja så kan de ikke komme i betragtning til yderligere støtte og den er selvfølgelig kontroversiel, fordi hvordan går det så lige med armslængden og den institutionelle integritet. Det her er et brændbart område og det er ikke krystalklart, hvordan man skal gøre. Men der er et helt tydeligt signal om de gode viljer. Kulturinstitutionerne mødes og vi nikker alle sammen pænt til hinanden og siger: ‘Vi skal sørme også gøre noget ved det her område’. Det har vi altså sagt og gjort en 15-20 år, og vi halter laaangt efter.”

Læs mere om konferencen ‘Kunsten at inkludere’, som foregik i Skuespilhuset i København den 28.-29. januar 2010, eller lyt til lydoptagelser og se videoklip på www.cki.dk.

Tony Kingo er freelance journalist.


Tallene


9,7 procent af den danske befolkning defineres som ‘indvandrere’ af Danmarks Statistik. Det fremgår af årsbogen ‘Indvandrere i Danmark 2009’, som udkom den 15. december 2009. I bestemte kvarterer og forstæder i landets tre største byer er tallet dog langt oppe over de 20 procent. I enkelte områder nærmer det sig en tredjedel af lokalbefolkningen. Danmarks Statistik forudser, at om fyrre år vil 16 procent af befolkningen have indvandrerbaggrund — mod hver tiende i dag. I Malmö i dag er tæt ved halvdelen af byens borgere ‘indvandrere’.

6,6 procent af den danske befolkning har en oprindelse fra et ikke-vestligt land ifølge Danmarks Statistik.

4,0 procent er det officielle måltal for, hvor mange personer fra ikke-vestlige lande, som Finansministeriets Personalestyrelse mener, der bør være ansat i staten. Personalestyrelsen har en generel målsætning om, at personalesammensætningen på statslige arbejdspladser bør afspejle arbejdsstyrkens sammensætning. Hvilket vil sige, at dette måltal p.t. trænger til at opjusteres fra 4,0 til 6,6 procent.

2,8 procent er andelen af personer fra ikke-vestlige lande, som er ansat i Kulturministeriet. Tallet er gennem de seneste ti år kun steget med 0,1 procent. Kulturministeriet er landets sjette største ministerium med knap 6.000 ansatte. Af dem er 164 indvandrere eller efterkommere af indvandrere: 57 er ufaglærte, 39 er kontormedarbejdere, 26 er akademikere og 17 placeres i kategorien ‘Øvrige’. Dertil kommer seks ikke-akademisk uddannede medarbejdere og tre chefer.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange udøvende kunstnere med indvandrerbaggrund, der er i Danmark.



Marts 2010. Kilde: Cultures.   www.cultures.dk   info@cultures.dk

Creative Commons | Denne artikel må frit anvendes, genoptrykkes og citeres på følgende vilkår:

Navnangivelse: Artiklen skal krediteres med angivelse af kilde og hjemmeside: "Cultures. www.cultures.dk"
Ikke-kommerciel: Artiklen må ikke bruges til kommercielle formål.
Ingen bearbejdelser: Der må ikke ændres, bearbejdes eller bygges videre på teksten.
Advisering: Cultures skal gøres bekendt med anvendelsen ved at en email herom sendes til info@cultures.dk

Læs mere om Creative Commons licensen på creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.5/dk



Artiklen i pdf-format til A4 print

 





 

Om konferencen 'Kunsten at inkludere'


Lydoptagelser fra konferencen 'Kunsten at inkludere

Se billeder fra konferencen
(Automatisk slideshow - brug piletasten, hvis du vil browse hurtigere frem)

Universitetsavisen den 13. april 2010:
'Inkludering og »interkultur« - Sosial hjelp eller kunstens naturlige utvikling?'

Cross-Cultural Matters den 28. februar 2010:
'Inclusion and 'discrimination' – a new paradigm for diversity management'

16 minutters radioindslag på DR P1 Orientering den 16. februar 2010:
'Indvandrer-kunstnere vælges fra'

DR P1 Kulturkontoret med Steen Bille den 5. februar 2010:
Heltimes radioudsendelse om 'Kunsten at inkludere'

Folketingsmedlem Yildiz Akdogan den 5. februar 2010:
Socialdemokraterne stiller spørgsmål til kulturministeren om ny kulturforståelse

Omtale af konferencen 'Kunsten at inkludere' på cki.dk:
Konference-meningsmåling: Flertal flyttede sig fra 'hensigt' til 'regulering'
Museumsdirektør Jette Sandahl: "Kræv demokratisering af adgangen til kulturen"
Skuespiller Hassan Preisler: "Luk os ind!"
Teaterchef Mogens Holm: "Vi har brug for en milepæl"
Kulturminister Carina Christensen: "Mange kunne blive meget bedre"

Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen den 26. januar 2010:
Inklusion i kulturlivet: institutionaliseret omklamring og dialogromantik

Konferencens program, deltagerliste, pressemateriale

Baggrundsmateriale