Torsdag den 18. december 2014

Kunsten at skifte scene





Rapport af: Mik Aidt, m.fl.

26. april 2011

Land: Danmark


Print

Mangfoldighed, kunst og interkultur i et internationalt perspektiv


På konferencen ‘Kunsten at skifte scene’ mødtes 70 oplægsholdere og 200 deltagere over tre dage i Filmhuset i København for at diskutere og udveksle erfaringer om kulturel mangfoldighed og inklusion i kunst- og kulturlivet, med særlig fokus på scenekunsten og filmens verden i et nordisk perspektiv.

 

 

 

Print / download rapporten:
 
    Kunsten at skifte scene [PDF i A4, 64 sider]

Højreklik og vælg 'Gem destination som', hvis du vil downloade. 
Mac: Hold CTRL-tasten nede og klik
 

 

 

Indholdsfortegnelse

 Mik Aidt: Forord

 Ansvarlighed er cool business

 Charter for mangfoldighed i dansk kulturliv

 Howard Ross: Vi må finde en tredje vej

 Rekrutteringsarbejdet starter med os selv

 Allan Hjorth: I kan ikke se jeres egne sorte huller – ansæt nogle, der kan

 François Matarasso: Det handler om ressourcer, magt og rettigheder

 Sharon Jensen: Det kræver engagement og forpligtelse

 Da mangfoldighed blev en tv-succes

 Oona King: Der skal mere til

 Public service man kan spejle sig i

 Peter Aalbæk om DR: En ren arisk forsamling

 Khaled Ramadan: Misforstået hensyn

 Spørgsmål: Skal den interkulturelle forandring komme fra oven eller fra neden?

 Katja Holm: Kunstnerisk frihed ‘swiper’ alt

 “Er det virkelig ham, der har skrevet bogen?”

 Klaus Bondam: Dansk teater er for selvoptaget og ekskluderende

 Hvordan man tiltrækker nye i sit publikum

 Teater fejrer kulturel identitet

 Lancering af et europæisk projekt om publikumsudvikling

 Samarbejde og netværk om kunst og publikum i Norge

 Tre fonde om deres strategier for mangfoldighed

 Fra vækst til altruisme

 François Matarasso: Mens vi venter på barbarerne

 Efter ’Kunsten at skifte scene’

 

 

 

 

Forord


I tæt samarbejde med nordiske kulturproducenter, kunstnerforbund og udøvende kunstnere etablerede Center for Kunst & Interkultur i januar 2011 rammerne for tre konferencedage om forandring og udvikling i kulturlivet. 


Det handlede om kunstens rolle i forhold til inklusion af den fulde talentmasse i Norden – og om konsekvenserne af den tøven eller uvilje, som mange kulturinstitutioner udviser i forhold til at åbne op for nutidens kulturelle mangfoldighed i såvel program og publikum som i medarbejderstab og ledelse. 


Med den hastighed hvormed den globale udvikling forandrer verden, har ledere i det private erhvervsliv forlængst fået øjnene op for, at hvis virksomhedens medarbejderstab fortsat præges af homogenitet, risikerer forretningen at blive ‘tabt af dansen’ i den globale konkurrencesituation. Både forskning og praktisk erfaring fortæller, at hvor mangfoldighed prioriteres, skabes der både højere kvalitet, bedre løsninger og høj grad af innovation. Erhvervslivet fortæller os kort sagt, at der er penge i at tænke i kulturel mangfoldighed. 


I hvor vid udstrækning gælder dette også i kulturbranchen? Er faktum i et moderne samfund, at det koster at være en kulturforretning, der ikke tænker i kulturel mangfoldighed? 


Målet med konferencen var at undersøge dette spørgsmål. Udveksle erfaringer, viden og resultater. Programmet afspejlede, at CKI arbejder med en intensiveret nordisk-interkulturelt vidensudveksling, og at en stor del af inspirationen til CKIs virke og projekter kommer fra lande uden for Norden – fra USA, Storbritannien, Holland og en række centrale aktører i EU. 


Både dybe frustrationer og nye visioner kom frem i lyset og blev debatteret på konferencen. Et konkret resultat af idéudviklingen var fødslen af et nyt charter til kulturlivet, som har til formål at skabe øget interkulturel kompentence og kulturel mangfoldighed i de kommunale, statslige og private kultursektorer. 


Hvor ville det have været fantastisk, hvis vi bare havde kunnet skrive alle talerne og debatterne ud, for oplægsholdere og deltagere bød på en rigdom af indsigt og viden om sceneskiftets kunst. Men det rækker CKIs ressourcer desværre ikke til – heller ikke med den flotte opbakning, konferencen ellers fik fra Nordisk Kulturfond, Statens Kunstråd, Dansk Skuespillerforbund, Nordisk Film & TV Fond, Bikubenfonden og British Council Danmark. 


Hele konferencen blev til gengæld optaget på lyd og billede, og mange af talerne kan ses, høres og læses på www.cki.dk/kunstenatskiftescene 


På de følgende sider præsenterer vi et udvalg af budskaber og synspunkter, som kom frem på konferencen omkring emnerne inklusion og repræsentation – og som vi med denne tryksag hermed gerne vil bringe videre til især det danske kunst-og kulturliv. 


Mik Aidt, centerleder 

 

 

 

Kolofon

Reporter: Maj Carboni
Transskribering og korrektur: Rui Hassenkam Serzedelo og Ginka Rinkova
Fotografier: Sasa Mackic og CKI
Videointerviews: Rui Monteiro
Videoredigering: Rasmus Olsvig og Sasa Mackic
Redaktør: Mik Aidt (ansv.)
Grafisk design: Izabela Geisler · izabelageisler.dk

ISBN 978-87-993435-2-2

Interviewene i 'Kunsten at skifte scene' er udtryk for den interviewedes egne synspunkter, der ikke nødvendigvis deles af Center for Kunst & Interkultur. Ophavsretten til denne publikation tilhører Center for Kunst & Interkultur. Teksterne må imidlertid frit gengives med behørig kildeangivelse. Dog må teksterne ikke gøres til genstand for selvstændig kommerciel udnyttelse. 

Konferencen og denne publikation har modtaget økonomisk støtte fra Nordisk Kulturfond, Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Dansk Skuespillerforbund, Nordisk Film & TV Fond, Bikubenfonden, British Council Danmark. Desuden tak til Det Danske Filminstitut, som lagde fine lokaler til og bakkede op om konferencen.

 


 

 

 

 

 

  

 

VIVIAN PAULISEN: 

KUNSTNERE PUTTES I ETNISKE KASSER 

“Vi misser fuldstændig pointen, hvis man tænker interkulturel kunst som en samling af kunstproduktioner fra et bestemt land eller specielt for minoriteter. Problemet er, når individuelle kunstværker eller kunstnere bliver presset ned i en kasse. For eksempel var der en stor offentligt finansieret kinesisk festival i Amsterdam. Men de kunstnere, der var inviteret følte sig ikke komfortable med konceptet. Det var svært for dem, fordi de ikke nødvendigvis følte sig som kinesere eller af politiske årsager ikke ville sættes i sammenhæng med den kinesiske regering. Ligesom med temaudstillinger som ‘The Other’ eller en arabisk filmfestival har det været svært for arrangørerne at finde kunstnere, fordi de ikke identificerer sig med rammen og måske ikke føler anerkendelse for deres individuelle arbejde, fordi det bliver presset ned i et større tema. Vi lever i en hybrid verden, hvor vores identiteter er multikulturelle, så man kan ikke umiddelbart sætte folk eller ting i bås som repræsentanter for hverken kinesisk, tyrkisk eller mellemøstlig kultur. Det har man overset det sidste årti.” 

 

 

JESPER LARSSON, TEATERCHEF, MALMØ STADSTEATER: 

STIL SPØRGSMÅLET HVORFOR 

“Projekter med det formål at invitere andre kulturer ind, lykkes ikke særligt ofte. Man tænker, at man gør noget politisk korrekt, og tror, at folk kommer og ser det og bliver mere interesserede. Vi er kommet langt i at forstå, at sådan er det ikke. Hvis det skal være interessant for andre end en lille gruppe, skal man spørge sig selv: Hvilken interesse har jeg i at se en irakisk forestilling med en fortælletradition, som jeg ikke kender? Man skal begynde med at finde drivkræfterne for, hvorfor man vil fortælle de historier.” 

 

 

SVERIGES RIKSTEATERN: 

KUNST SOM ET REDSKAB TIL KULTURMØDER 

Det svenske nationalteater Riksteatern har – ud over det professionelt producerende teater i Stockholm – oprettet et turnerende teater. Det er opbygget som en medlemsorganisation af 230 lokale foreninger, der arrangerer mellem 60 og 80 produktioner om året. Det har de gjort ud fra en vision om øget demokrati. De så, at stort set alle de statslige kulturpenge gik til en begrænset gruppe af etniske svenskere. For at ændre det var Riksteaterns strategi at få gæstespil fra den del af verden, som landet har indvandrere fra. Derfor er der blevet prioriteret gæstespil fra den arabiske verden og dele af Afrika i stedet for eksempelvis Canada. Det er medlemsforeningerne som den iranske og tyrkiske kulturforening, der bestemmer, hvad ressourcerne skal gå til og hvordan repertoiret skal være. 

 

“Vi forsøger ikke at skabe én rigtig vej, men i stedet at lave mange forskellige veje og strategier. Før så vi ikke, at det vi laver hver dag, faktisk udelukker folk. Eftersom de etniske mindretal har været med til at betale skat, skal vi også have gæstespil fra deres lande. Samtidig skal man lave nye historier og interkulturelle ting, som berører os alle. Det er vigtigt, at vi skal tænke parallelle spor på samme tid. Når der kun er én leder, kommer det til at handle om én persons smag,” siger Rani Kasapi, der er chef for den internationale afdeling af Riksteatern.

 

 

 

Mere om konferencen

 

Lydoptagelser og video

 

 

 
 
 

 

 

 

 

 

 

 
 
 


Side: 1 | 2